Kenyas valg handler om at tænde håb for desperate unge

9. AUG 2022 • 05:30UDLAND

Høje leveomkostninger og manglende muligheder for selv veluddannede unge er hovedtemaer ved valg i Kenya.

Tirsdag skal 22,1 million vælgere i Kenya stemme til parlaments- og præsidentvalg. Mange i det østafrikanske land har dog ringe tillid til, at en ny regering vil være i stand til at rette op på en stigende ulighed i samfundet eller de høje leveomkostninger.

Det vurderer professor Macharia Munene fra United States International University Africa i Nairobi.

- Der ser ud til at være voksende apati. Valgdeltagelsen bliver måske ikke så høj, som den burde være, på grund af desillusion, siger han.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

De to frontløbere til at afløse den nuværende præsident, Uhuru Kenyatta, er den 77-årige oppositionsleder Raila Odinga og den 55-årige vicepræsident William Ruto.

Vinderen kommer til at skulle håndtere en myriade af politiske og økonomiske udfordringer.

Som i mange andre lande rækker pengene for kenyanerne ikke længere så langt, som de gjorde tidligere. Det skyldes stigende priser på mad og andre basisvarer.

Regeringen har subsidieret benzinpriserne, men det er en politik, der koster statskassen dyrt og øger Kenyas i forvejen store statsgæld på næsten 73 milliarder dollar. Gælden svarer til 68 procent af Kenyas bruttonationalprodukt (bnp).

Den måske største udfordring for den nye præsident og regering bliver at give de mange unge i landet håb for fremtiden.

Over tre fjerdedele af Kenyas befolkning er under 35 år, og en stor andel af disse, cirka 15 millioner, er stemmeberettigede.

- Det kan blive et vindertema (for præsidentkandidaterne, red.) at adressere unge menneskers bekymringer, skriver det britiske medie BBC i en optakt til tirsdagens valg.

Det altoverskyggende problem for mange unge og veluddannede kenyanere er, at der ikke er nogen jobmuligheder.

- Det drejer sig om at skabe job for de unge, sagde præsidentkandidat William Ruto på sit afsluttende vælgermøde i weekenden i hovedstaden Nairobi.

Men mange unge mennesker har ikke registreret sig til at stemme, som er et krav. Det viser tal fra den nationale valgmyndighed.

De unge er ifølge Reuters frustrerede over en stigende ulighed samt et fastlåst politisk system, hvor det er den samme gamle elite, som sidder på magten.

- Leveomkostningerne er virkelig steget, så uanset, hvem der bliver valgt, så er vi skeptiske overfor, om det vil gøre en forskel. Tilværelsen er meget hård, siger Job Simiyu, der lever af at transportere folk på sin motorcykel, til Reuters.

En ny præsident vil også blive bedømt på, om flere kenyanere de kommende år får adgang til elektricitet og internet.

Valglokalerne åbner klokken 06.00 lokal tid (klokken 05.00 dansk tid.) For at vinde præsidentvalget i første omgang skal en kandidat have over 50 procent af stemmerne. Sker det ikke, skal de to kandidater med flest stemmer ud i en anden og afgørende runde.

Ifølge BBC kan det vare flere dage, før et officielt valgresultat er klar.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU