Kamala Harris har brevstemt forud for præsidentvalget i USA
Kamala Harris oplyser søndag, at hun har brevstemt, og at hendes stemmeseddel er på vej til Californien.
Den demokratiske præsidentkandidat, Kamala Harris, siger søndag, at hun har afgivet sin stemme i forbindelse med præsidentvalget i USA.Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Præsidentkandidaten oplyser, at hun har brevstemt og siger, at hendes stemmeseddel er på vej til delstaten Californien, hvor hun kommer fra.
Kamala Harris befinder sig søndag i Detroit i delstaten Michigan, hvor hun er på besøg i forbindelse med sin valgkampagne.
Præsidentvalget i USA vil finde sted 5. november.
Ifølge valgdata fra Floridas Universitet har 76 millioner amerikanere allerede nu stemt til præsidentvalget, skriver nyhedsbureauet Reuters.
I 2020 blev der afgivet cirka 160 millioner stemmer ved præsidentvalget i USA, hvor Republikanernes kandidat, Donald Trump, kæmpede om præsidentposten med den nuværende præsident, Joe Biden.
Kamala Harris har blandt andet været på besøg i en kirke i Detroit, hvor hun opfordrede vælgere til at stemme.
- Om bare to dage har vi magten til at afgøre vores nations skæbne for de kommende generationer, sagde hun.
Også Donald Trump har søndag været ude og tale til vælgerne i forbindelse med sin valgkampagne.
Han har været i delstaten Pennsylvania, hvor han blandt andet sagde, at han aldrig skulle have forladt Det Hvide Hus, efter at han tabte valget i 2020.
- Vi havde den sikreste grænse i vores lands historie, den dag jeg gik. Jeg skulle ikke være gået. Jeg mener, ærlig talt, vi klarede det så godt, lød det fra Donald Trump, der var præsident i USA fra 2017 til 2021.
/ritzau/