Japaner stikker kvinder ihjel og skyder politifolk med riffel

26. MAJ 2023 • 01:25UDLAND

En mand, der mistænkes for at stå bag drab på to politibetjente og to kvinder, er blevet anholdt fredag.

Japansk politi har fredag anholdt en person, der er mistænkt for at dræbe fire personer, herunder to politibetjente, med kniv og skydevåben, oplyser japanske myndigheder.

Manden er blevet anholdt uden for en landejendom nær byen Nakano i Nagano-regionen i det centrale Japan omkring klokken 04.30 fredag lokal tid. Han havde barrikaderet sig i ejendommen.

Drabene fandt sted torsdag eftermiddag.

Sagen er et sjældent tilfælde af voldelig kriminalitet i Japan, der har en lav drabsrate og nogle af verdens strengeste våbenlove.

Den mistænkte gemte sig i timevis i huset, der tilhører hans far. Faren er ifølge det japanske nyhedsbureau Kyodo formand for det lokale byråd.

Manden stak angiveligt sine ofre med en stor kniv, inden han brugte en jagtriffel til at skyde de to politifolk, der kom til stedet efter opkald til alarmcentralen.

Myndighederne opfordrede folk i nærheden af huset til at blive inden døre efter drabene torsdag eftermiddag.

To kvinder - herunder moren til den mistænkte - undslap i løbet af torsdag aften det hus, hvor den mistænkte havde barrikaderet sig.

Et øjenvidne har fortalt det japanske medie NHK, at han arbejdede på en gård i nærheden, da "en kvinde kom løbende fra vejen og sagde "hjælp mig" og faldt til jorden.

- Bag hende kom en mand i camouflagetøj, der bar en stor kniv, som stak hende i ryggen, siger det 72-årige vidne.

Vidnet ringede til alarmcentralen, mens naboer ydede førstehjælp til kvinden.

NHK skriver, at manden derefter affyrede, hvad der så ud til at være et haglgevær mod de betjente, der kom til stedet.

Et muligt motiv bag drabene kendes ikke.

Japan blev ramt af et stort chok i juli sidste år, da landets tidligere premierminister Shinzo Abe blev skudt ved højlys dag med et tilsyneladende hjemmelavet håndvåben.

Manden, der er anklaget for drabet, begik angiveligt sin forbrydelse på grund af Abes forbindelse til den nyreligiøse Moon-bevægelse.

I sidste måned blev en mand desuden anholdt for angiveligt at kaste en rørbombe mod Japans premierminister, Fumio Kishida, ved et kampagnearrangement i byen Wakayama.

Kishida slap uskadt fra hændelsen.

Den mistænkte har ikke fortalt om motivet bag det fejlslagne angreb.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU