Israelsk valgmyndighed vil have anklager om udenlandsk påvirkning undersøgt
Dommer Noam Sohlberg er blevet opmærksom på mistanker om udenlandsk finansiering imod israelske interesser.
Formanden for Israels centrale valgmyndighed, Noam Sohlberg, har bedt landets interne efterretningstjeneste om at undersøge beskyldninger om udenlandsk indblanding i valget tirsdag.Det skriver det israelske medie The Times of Israel.
- Jeg er blevet gjort opmærksom på alvorlige mistanker om uretmæssig påvirkning af valget - gennem finansiering fra udenlandske aktører, som handler imod Israels interesser, skriver han til David Zini, som er chef for efterretningstjenesten Shin Bet.
Noam Sohlberg er udover at være formand for valgmyndigheden også dommer i Israels højesteret.
Han understreger, at han ikke kan bekræfte grundlaget for mistankerne, men han siger samtidig, at han mener, at man er forpligtet til at undersøge sagen grundigt.
Noam Sohlberg skriver ifølge The Times of Israel ikke noget om, hvilke lande der beskyldes for at have været involveret. Han beskriver heller ikke yderligere, hvad mistankerne går ud på.
Mediet skriver på baggrund af hebraisksprogede medier, at premierminister Benjamin Netanyahus parti, Likud, mener, at der er blevet sendt penge fra Qatar og Tyrkiet til grupper, som har arbejdet for at få arabiske borgere i Israel til at stemme.
Der er ikke blevet fremlagt nogen beviser, der understøtter beskyldningerne eller inddrager lederne af de arabiske partier.
Likud har også sagt, at valget blev "stjålet" af de arabiske partier gennem blandt andet bestikkelse, trusler og dokumentfalsk.
Den centrale valgmyndighed i Israel har over for tv-stationen Channel 12 afvist anklager om valgsvindel, skriver The Times of Israel.
Ved valget tirsdag var valgdeltagelsen blandt de arabiske vælgere i Israel højere end tidligere.
Ifølge nyhedsmediet Al Jazeera rapporterede Channel 12 tirsdag, at valgstedsundersøgelser tydede på, at valgdeltagelsen blandt palæstinensiske vælgere var omkring 80 procent.
Det vil være rekordhøjt.
Med knap 95 procent af stemmerne optalt står de to arabiske partier Fælleslisten og Ra'am til 19 mandater til sammen.
Det er en markant fremgang siden 2022, hvor partierne fik 10 mandater til sammen.
Samtidig ser det ud til, at de arabiske partier kan få en nøglerolle, når der skal forhandles en ny regering på plads.
Ingen af de to blokke ser nemlig ud til at kunne samle et flertal uden de arabiske partier.
RITZAU
