Mikael Uhre bryder måltørke med to sene scoringer
Mikael Uhre blev skiftet ind og scorede to mål for Philadelphia i 3-1-sejr over tidligere Brøndby-kollega.
Den danske angriber Mikael Uhre kan trods en vanskelig periode stadig lave mål.Det viste han natten til søndag dansk tid, da han blev den store helt med to scoringer for Philadelphia Union i 3-1-sejren over Colorado Rapids i den nordamerikanske Major League Soccer (MLS).
Uhre blev skiftet ind i det 73. minut ved stillingen 1-1, og med mål i det 89. og 95. minut sikrede sønderjyden sit hold tre point.
Først sendte han sit hold i front med et hårdt venstrebensspark fra kanten af feltet. Dernæst løb han fra forsvaret i det næstsidste minut af tillægstiden og cementerede sejren over sin tidligere Brøndby-kollega Andreas Maxsø.
Det var Uhres første mål i MLS i næsten tre måneder, og han havde ikke scoret i sit holds foregående 15 kampe. Fem af kampene missede han dog med en hofteskade.
Trods manglen på danske mål har Philadelphia klaret sig godt, og holdet topper den østlige konference i MLS-grundspillet.
30-årige Uhre er i gang med sin fjerde og måske sidste sæson i Philadelphia. Hans kontrakt udløber således ved årsskiftet.
/ritzau/