KØB ABONNEMENT

Israelerne går til valg med advarsel fra Netanyahu om udslettelse

UDLAND • 27. OKT 2026 • 05:30

Til det sidste har Israels premierminister appelleret til israelernes frygt for trusler udefra.

Der har ikke været mange bud på løsninger fra Benjamin Netanyahus side på problemer som høje leveomkostninger, mangel på soldater og ultraortodokse jøders fravær fra militæret i den israelske valgkamp.

Det er ellers emner, der optager mange israelere, og som den israelske premierministers primære udfordrer, Gadi Eisenkot, har haft på dagsordenen.

Men Netanyahus fokus har været et andet: Israels sikkerhed.

Dette illustrerede han forleden med et billede genereret af kunstig intelligens, som forestillede en atombombe, der eksploderede i Tel Aviv.

- Hvis to atombomber blev smidt over det centrale Israel, hvem ville så gå op i alle de meningsløse kontroverser?, stod der i opslaget på X, som oprindeligt var lavet af højrefløjsaktivisten Yuval Bloomberg.

Netanyahu og resten af den israelske befolkning går tirsdag til parlamentsvalg i skyggen af tre år med krig og angreb på flere fronter.

Først angreb Hamas Israel 7. oktober 2023, så begyndte raketterne at flyve ind over Israel fra Hizbollah i Libanon og Houthi-bevægelsen i Yemen.

Som svar på Hamas' angreb - det dødeligste enkeltstående angreb på Israel i landets historie - iværksatte Israel krigen i Gaza, som ifølge Gazas sundhedsvæsen har kostet over 70.000 mennesker livet.

Sideløbende har Israel angrebet mål i Syrien og Yemen, ført krig i Libanon og har været i krig mod Iran sammen med USA.

Ifølge professor i statskundskab Uriel Abulof fra University of Tel Aviv er det forhold, at Israel har været i krig størstedelen af Netanyahus seneste regeringsperiode, ikke nogen politisk ulempe for ham. Tværtimod.

- Netanyahu er en politiker, der har brug for en konstant krigstilstand. Israel er et perfekt sted for en person som Netanyahu, for Israel har mange fjender.

- Netanyahu kan derfor indtræde i en rolle, hvor han fremstår som folkets beskytter. Netanyahu tilbyder ikke meget håb, men han tilbyder frygt, og det ræsonnerer med mange israelere, siger Uriel Abulof til Ritzau.

Blandt mange israelere er der samtidig en opfattelse af, at krigen i Gaza såvel som krigene i Libanon og Iran har været et nødvendigt onde dels for at få israelske gidsler hjem fra Gaza og dels for at sikre, at Hizbollah og Iran ikke udsætter Israel for endnu større angreb, end man allerede har set.

Det forklarer Gideon Rahat, der er professor i statskundskab ved The Hebrew University i Jerusalem.

- Modsvaret på Hamas' angreb på Israel blev set som et nødvendigt onde, fordi folk ville have gidslerne i Gaza tilbage. De fleste gidsler kom tilbage, men nogle blev dræbt. Det, der sker nu i Gaza, er ikke nogen "big deal", selv om Netanyahu lovede at vinde krigen mod Hamas, og det ikke er sket, siger han.

Han tilføjer, at mange israelere virker til at have mistet troen på diplomati efter Hamas' angreb og i stedet mener, at brug af magt er nødvendigt.

- På den måde er der ikke ret meget tro på fremtiden, siger Gideon Rahat til Ritzau.

Op til valget har der været tæt løb mellem Netanyahus blok og hans modstander Gadi Eisenkots blok, og til det sidste er der spænding om, hvem af de to der formår at samle størst opbakning hos vælgerne og blandt de andre partier. Alle partier har ikke tilkendegivet, hvem de vil støtte.

Mens Netanyahu fra partiet Likud har været politiker i flere årtier og første gang blev premierminister i 1996, er Gadi Eisenkot kun én gang tidligere blevet valgt til Knesset. Det blev han i 2022 for partiet National Enhed, men tre år senere trak han sig for at stifte partiet Yashar.

Eisenkot nåede inden da at være en del af Netanyahus krigskabinet.

Inden Eisenkot blev politiker, var han mere end 40 år i Israels militær. De sidste fire år i sin karriere var han chef for hæren.

Eisenkot har haft krigen i Gaza helt inde på livet, da hans yngste søn blev dræbt som soldat i Gaza. Eisenkot har også mistet to nevøer i krigen.

Netanyahus opslag med atombomben over Tel Aviv affejer Eisenkot som et led i en skræmmekampagne.

- Som ved hver valgkamp er metoden den samme: løgne og skræmmekampagner. Denne gang truer man israelske borgere med masseødelæggelse, skriver Eisenkot på X.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT