Israel sender flere soldater ind i Libanon

7. OKT 2024 • 10:17UDLAND

Hizbollah har angrebet israelske soldater i en landsby på den libanesiske side af grænsen mellem de to lande.

Israel har sendt flere soldater ind på landjorden i Libanon.

En tredje division har søndag aften sluttet sig til de to divisioner, der allerede befinder sig i nabolandet mod nord.

Det meddeler det israelske militær ifølge mediet Times of Israel.

Divisionen er indsat i en "fokuseret og afgrænset landoperation i det sydlige Libanon", skriver Israels militær på det sociale medie X.

Det er ikke oplyst, hvor mange soldater det drejer sig om.

En division består af tusindvis af soldater, i nogle tilfælde op mod 25.000 mand.

I danske sammenhænge er der typisk mellem 6000 og 20.000 soldater i en division.

Mandag har den militante libanesiske gruppe Hizbollah rettet angreb mod israelske soldater i en landsby på den libanesiske side af grænsen mellem de to lande. Det meddeler gruppen ifølge nyhedsbureauet AFP.

Der er ikke umiddelbart yderligere oplysninger.

Israel har tidligere meddelt, at målet med operationen i Libanon er at ødelægge Hizbollahs infrastruktur i grænseområdet nær Israel.

Det gælder særligt de landsbyer, der ligger nær ved grænsen.

Hizbollah har i det seneste år dagligt affyret raketter fra det sydlige Libanon mod det nordlige Israel.

60.000 indbyggere er evakueret fra deres hjem i det nordlige Israel. Målet er, at de kan vende hjem, har Israels regering meddelt.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT