Israel har optrappet angreb i Syrien i kamp mod Iran
Iranerne har vundet mere og mere indflydelse i Syrien, siden Teheran begyndte at støtte præsident al-Assad.
Israel har angrebet flere mål i Homs i Syrien, oplyser det statskontrollerede syriske nyhedsbureau Sana søndag med henvisning til militære kilder.Sanas kilde opgiver, at luftangrebet var rettet mod bestemte pladser i nærheden af byen Homs.
Ifølge Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, SOHR, som er baseret i London, er det angrebne område et kendt våbendepot for det iranskstøttede Hizbollah.
Syrien siger, at dets militær gengældte søndagens angreb, mens israelsk politi sagde, at rester af et syrisk luftværnsmissil var eksploderet over en øde beliggende by på israelsk territorium.
Israel har i de seneste måneder intensiveret angreb på syriske lufthavne og luftbaser for at forstyrre Irans stadig tiltagende luftforsyninger af våben til Syrien og Libanon - herunder det libanesiske Hizbollah.
Statslige syriske medier siger, at det syriske luftforsvar nedskød en række israelske missiler i centrale dele landet. Ifølge den syriske hær fløj israelske missiler over Libanons hovedstad, Beirut, da de ramte mål ved Homs i Syrien, hvor de kun forvoldte materielle skader.
En talsmand for det israelske militær siger, at syriske antiluftskytsstillinger blev bombet, efter at et missil var sendt ind over Israel derfra.
De israelske angreb er en del af en eskalering af en lavintensitetskonflikt, som har været udkæmpet gennem flere år. Israelerne ønsker blandt andet at gøre det klart, at Iran engagerer sig mere og mere i Syrien, siger militære eksperter i Jerusalem.
Iranerne har vundet mere og mere indflydelse i Syrien, siden Teheran begyndte at støtte præsident Bashar al-Assad i den syriske borgerkrig, som brød ud i 2011.
Militser, som er allieret med det shiamuslimske Iran, har i dag kontrol over landområder i det østlige, i det sydlige Syrien og i adskillige forstæder omkring hovedstaden Damaskus.
/ritzau/Reuters