Israel angriber Beirut for første gang siden våbenhvile

28. MAR 2025 • 16:07UDLAND

Israels militær har fredag bombet bygning i Libanons hovedstad. Det sker efter raketangreb mod Israel.

Israel har fredag angrebet det sydlige Beirut for første gang siden sidste års våbenhvile mellem Hizbollah og Israel.

Det oplyser statslige medier i Libanon ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Israelske krigsfly ramte Hadath-kvarteret i Beiruts sydlige forstæder, oplyser Libanons nationale nyhedsbureau ifølge AFP.

Israels militær havde kort forinden udstedt en evakueringsordre til beboere i netop Hadath, som er en sydlig forstad til Libanons hovedstad, Beirut. Området er ifølge AFP tætbefolket med blandt andet beboelsesejendomme og skoler.

Der var tale om den første evakueringsordre af denne art siden sidste års våbenhvileaftale mellem den militante bevægelse Hizbollah og Israel, skriver Reuters.

Israels militær oplyser ifølge Reuters, at man har angrebet en bygning til opbevaring af ubemandede luftfartøjer brugt af Hizbollah i Beiruts sydlige forstæder.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, kommer fredag med en advarsel efter angrebet i Beirut:

- Vi vil fortsætte med at håndhæve våbenhvilen med magt, slå til overalt i Libanon mod enhver trussel mod staten Israel og sikre, at alle beboere i nord vender sikkert tilbage til deres hjem, siger han ifølge AFP.

Den franske præsident, Emmanuel Macron, mener, at fredagens angreb i Beirut er "uacceptabelt" og et brud for våbenhvilen mellem Hizbollah og Israel, skriver Reuters.

Israel udførte tidligere fredag en række luftangreb i den sydlige del af Libanon rettet mod Hizbollah-mål.

Det skete, efter at to raketter var blevet affyret fra Libanon mod Israel.

I en erklæring på Telegram sagde Hizbollah efterfølgende ifølge AFP, at man har "respekt for våbenhvileaftalen" og nægter "enhver involvering i de raketter, der er blevet affyret i dag fra det sydlige Libanon."

Libanons premierminister, Nawaf Salam, har bedt landets hær om at anholde dem, som står bag raketangrebet mod Israel, skriver AFP.

Raketangrebene mod Israel "truer Libanons stabilitet og sikkerhed", lyder det i en erklæring fra premierministerens kontor.

Konflikten mellem Hizbollah og Israel eskalerede sidste år, hvor Israel gennemførte en større landoffensiv i Libanon. Kampene efterlod Hizbollah stærkt svækket, og gruppen har mistet indflydelse internt i Libanon.

I slutningen af november indgik Hizbollah en våbenhvile med Israel, der var trængt ind i Libanon og havde bombet flere områder fra luften som svar på Hizbollahs hyppige raketangreb mod det nordlige Israel. Beirut blev også bombet.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT