Irland er klar til at anerkende en palæstinensisk stat
Ifølge irsk udenrigsminister er det ikke længere holdbart at udskyde anerkendelsen af en palæstinensisk stat.
Irland forbereder sig på at anerkende en palæstinensisk stat i de kommende uger.Det fortalte udenrigsminister Micheál Martin tirsdag i hovedstaden Dublin.
- Vær ikke i tvivl om, at anerkendelsen af en palæstinensisk stat kommer til at ske, lød det i en tale til parlamentet.
Det er ifølge Martin ikke længere "troværdigt eller holdbart" at udskyde anerkendelsen.
Han fortalte senere tirsdag lokalmediet The Journal, at Irland har diskuteret anerkendelsen med en række andre lande, der er involveret i fredsprocessen.
Irland udtalte sidste måned sammen med Spanien, Slovakiet og Malta, at landene er klar til at anerkende en palæstinensisk stat.
Det har længe været den officielle politik i Irland, at landet er klar til at anerkende en palæstinensisk stat, hvis det kan bidrage til fredsprocessen i Mellemøsten.
Krigen i Gazastriben startede med den militante palæstinensiske bevægelse Hamas' angreb på Israel 7. oktober sidste år.
Omkring 1200 mennesker blev dræbt, mens flere blevet taget til fange og ført tilbage til Gazastriben. En række af dem holdes stadig som gidsler.
Som resultat iværksatte Israel en militær offensiv i Gazastriben. Indtil videre er mindst 33.360 personer blevet dræbt i Israels angreb ifølge de lokale sundhedsmyndigheder, som er kontrolleret af Hamas.
Israel er af flere blevet beskyldt for at begå krigsforbrydelser i Gazastriben. Det er en holdning, som den irske udenrigsminister deler.
- Jeg er ikke i tvivl om, at krigsforbrydelser er blevet begået, og jeg fordømmer på det kraftigste bombardementet af Gazas befolkning, sagde Martin tirsdag.
139 medlemmer af FN anerkender en palæstinensisk stat.
Trods det har de styrende organer på Vestbredden og Gaza, henholdsvis Det Palæstinensiske Selvstyre og Hamas, ikke kontrol over deres egen sikkerhed eller grænser.
Danmark anerkender ikke en palæstinensisk stat, men har en vision for at støtte en fredelig løsning på den årtier lange konflikt via realiseringen af en tostatsløsning.
/ritzau/Reuters