Irans præsident beklager til alle ramt af voldsomme protester
Demonstrationer mod stigende leveomkostninger brød ud i Iran i slutningen af december og spredte sig.
Irans præsident, Masoud Pezeshkian, siger nu undskyld til "alle dem, der har været berørt" af de landsdækkende protester i landet.Det sker ved en ceremoni i anledningen af årsdagen for den iranske revolution, skriver nyhedsbureauet AP.
Det er umiddelbart nye toner fra Pezeshkian, der tidligere har hævdet, at det iranske folk ikke skal tillade, at "urostiftere" forstyrrer det iranske samfund.
Den seneste tid har store folkelige demonstrationer mod præstestyret i Iran ramt landet. Ifølge menneskerettighedsorganisationer har de kostet tusindvis af mennesker livet.
Nu siger Pezeshkian ifølge AP, at han genkender den "store sorg", som folk har følt under protesterne og nedkæmpelsen af dem.
Han anerkender dog ikke direkte den rolle, som iranske sikkerhedsstyrker har haft under demonstrationerne, skriver nyhedsbureauet.
- Vi skammer os over for folket, og vi er forpligtede til at hjælpe alle dem, der blev skadet i disse hændelser, siger præsidenten og tilføjer:
- Vi søger ikke konfrontation med folket.
Demonstrationer mod stigende leveomkostninger brød ud i Iran i slutningen af december og eskalerede til en landsdækkende bølge af protester, der toppede i begyndelsen af januar.
Irans myndigheder lukkede derefter for internettet og telekommunikation.
Demonstrationerne begyndte i hovedstaden Teherans basar, hvor kunderne var frustrerede over inflationen, som er ekstremt høj i landet.
Siden har protesterne udviklet sig til en generel kritik af præstestyret.
Undskyldningen fra præsidenten kommer, samme dag som Iran markerer 47-årsdagen for den islamiske revolution i 1979.
Med den islamiske revolution overgik Iran fra shahstyre til præstestyre med først ayatollah Ruhollah Khomeini og siden ayatollah Ali Khamenei ved magten.
Udover at håndtere efterspillet af de store demonstrationer er Iran i øjeblikket midt i forhandlinger med USA om landets atomprogram.
Det er fortsat uklart, om en atomaftale vil blive indgået.
/ritzau/
