Iran indleder retssag mod spionageanklaget svensker

9. DEC 2023 • 18:35UDLAND

EU-diplomat har siddet fængslet i Iran siden april 2022. Nu er sagen mod ham gået i gang, bekræfter minister.

Retssagen mod den svenske EU-diplomat Johan Floderus, som har været fængslet i Iran siden april 2022, er gået i gang.

Det meddeler Sveriges udenrigsminister, Tobias Billström, lørdag til nyhedsbureauet TT.

- Jeg er i dag blevet informeret om, at retssagen mod Johan Floderus er indledt i Teheran, skriver Billström i en sms til TT.

Han tilføjer, at Sveriges chargé d'affaires var mødt op, men ikke fik lov at være til stede i retslokalet.

- Det har Sverige reageret imod og har bedt om tilladelse til at være til stede, når retssagen genoptages, skriver ministeren.

- Der findes ingen som helst grund til at holde Johan Floderus frihedsberøvet og endnu mindre at stille ham for en domstol. Det har både Sverige og EU meddelt med stor tydelighed til repræsentanter for Iran, tilføjer Billström.

Den 33-årige Floderus blev anholdt under en ferierejse i Iran 17. april 2022 på mistanke om spionage.

Ifølge hans familie besøgte han Iran med svenske venner.

Indtil videre er anklageskriftet mod ham ikke blevet offentliggjort.

Der gik seks uger, fra Floderus var blevet anholdt, til iranske myndigheder oplyste hans familie og svenske myndigheder om, hvor han befandt sig, og hvordan han havde det.

Først fem måneder efter anholdelsen fik han lov at møde den svenske ambassadør i Iran.

Ifølge Amnesty International er Johan Floderus blevet udsat for langvarige perioder med isolationsfængsling og for lystortur, ved at hans celle har været konstant oplyst, så han mister fornemmelsen for nat og dag.

Som konsekvens har han ifølge menneskeretsorganisationen fået smerter, angst og søvnbesvær.

Svenskeren har to gange sultestrejket i protest mod, at han ikke måtte have kontakt til sin familie. Først i januar i år fik han lov at tale med sin familie i en videosamtale.

Den svenske EU-embedsmand har tidligere arbejdet som politisk assistent for Sveriges EU-kommissær, Ylva Johansson.

I september 2021 fik han job hos EU's delegation til Afghanistan, men arbejdede fra Bruxelles.

/ritzau/TT

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU