Inflationen i USA falder mere end forventet
Forbrugerinflationen i USA aftog mere end forventet i januar, blandt andet fordi energipriserne faldt.
Den amerikanske forbrugerinflation faldt i januar til 2,4 procent.Det viser tal fra den amerikanske regering fredag, skriver AFP.
I den seneste opgørelse fra december lød tallet på 2,7 procent, og dermed har man siden februar 2021 - altså i fem år - ligget over den grænse på to procent, som er målet.
Tallet er lavere end det, analytikerne havde forventet for januar. Det skyldes især et fald i energipriserne, skriver AFP.
Men at inflationen i USA nu har ligget over målet på to procent i fem år, er en bemærkelsesværdig milepæl og også en kedelig en af slagsen for de amerikanske forbrugere.
Det siger Philip Jagd, der er aktiechef i Sampension.
- Seneste gang, at prisstigningerne holdt sig under de to procent, var i februar 2021. Herefter skød inflationen i vejret i første omgang som følge af genåbningsbølgen efter corona og siden med krigen i Ukraine, og prisstigningerne toppede med 9,1 procent i juni 2022, lyder det i en kommentar fredag.
Natalia Setlak, der er chefanalytiker i AL Sydbank, peger på, at med fredagens melding er forventningerne intakte, om udsigten til at USA's centralbank sætter renterne ned.
- Vi forventer, at der senere på året igen bliver leveret rentenedsættelser, som ikke vil være som resultat af, at Trump ønsker det, men simpelthen fordi økonomien tillader det, siger hun i en skriftlig kommentar.
Også Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri (DI), forventer, at inflationsmålingerne kan åbne døren for lavere renter i løbet af foråret.
Men han forventer først, at det sker, når der er kommet ny centralbankchef.
- Selv om udviklingen peger mod lavere renter, så er det formentlig først, når Kevin Warsh tiltræder, at renten bliver sat ned. Jerome Powell står for de næste to rentemøder, hvor renten formentlig holdes i ro, siger Allan Sørensen.
/ritzau/
