Indisk toppolitiker efter exit: Modi har ikke skræmt mig

25. MAR 2023 • 12:36UDLAND

Oppositionspolitikeren Rahul Gandhi vil undersøge den indiske premierministers forhold til kendt milliardær.

Da den fremtrædende politiker Rahul Gandhi fredag fik frataget sit mandat i Indiens parlament, var der tale om en politisk motiveret eksklusion.

Det mener han i hvert fald selv, skriver Reuters og AFP.

- Jeg vil gøre, hvad end der er nødvendigt for at beskytte dette lands demokrati, siger Rahul Gandhi lørdag ifølge AFP.

Rahul Gandhi har været en ledende figur i den indiske opposition, hvor han indtil fredag repræsenterede Kongrespartiet. Han er barnebarn af Indira Gandhi, der var Indiens tredje premierminister.

Torsdag blev Rahul Gandhi kendt skyldig i æreskrænkelse ved en indisk domstol, fordi han under en valgkamp i 2019 spurgte, hvorfor "alle tyveknægte har Modi som fælles efternavn".

Det blev opfattet som et angreb på premierminister Narendra Modi.

Dagen efter - altså fredag - fik han frataget sit mandat i parlamentet.

Rahul Gandhi mener, at eksklusionen fra parlamentet hænger sammen med, at han har krævet, at der laves en undersøgelse af premierministerens forhold til den indiske milliardær Gautam Adani.

- Jeg er blevet diskvalificeret, fordi premierministeren er bange for min næste tale, han er bange for den næste tale, der handler om Adani.

- De vil ikke have, at den tale bliver holdt i parlamentet, siger Gandhi under et pressemøde i New Delhi ifølge Reuters.

Samtidig understreger han, at eksklusionen fra parlamentet ikke har afskrækket ham fra at tale offentligt om sagen.

- Denne diskvalifikation har ikke skræmt mig. Jeg vil blive ved med at spørge, "hvad er premierministerens forhold til Adani", siger han.

Gautam Adani ejer konglomeratet Adani Group. Adani Group er blevet beskyldt for kursmanipulation og for at skjule penge i skattely.

Det er anklager, som virksomheden har afvist.

Ifølge Modis politiske modstandere har premierministeren og hans parti tætte bånd til Gautam Adani og hans virksomhed.

Rahul Gandhi og Kongrespartiet har blandt andet fundet det mistænkeligt, at statsejede, indiske virksomheder har investeret i Adani Group, og at Adani Group inden for de senere år har overtaget ledelsen af seks indiske lufthavne, selv om selskabet ikke tidligere har beskæftiget sig med luftfart.

Adani Group og den indiske regering har afvist, at selskabet skulle have fået særligt favorable aftaler med den indiske stat.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU