Hunter Biden erklærer sig skyldig i skattesag

6. SEP 2024 • 04:55UDLAND

Joe Bidens søn har tidligere erklæret sig uskyldig i straffesag om brud på skattelov over en årrække.

Hunter Biden, der er søn af USA's præsident, Joe Biden, har erklæret sig skyldig i anklager om at have brudt skatteloven.

Det skete under et retsmøde torsdag.

Hunter Biden har tidligere erklæret sig uskyldig i straffesagen, hvor han er anklaget for ikke at have betalt skat i årene 2016-2019.

I den periode skulle han have undladt at betale 1,4 millioner dollar i skat. Det svarer til 9,4 millioner kroner.

Tidligere på dagen lød det fra Hunter Bidens forsvarsadvokat Abbe Lowell, at præsidentsønnen ville erklære sig skyldig, men at han betragter sig selv som uskyldig.

- Jeg vil ikke udsætte min familie for mere smerte, flere krænkelser af privatlivets fred og unødvendig ydmygelse, skriver Hunter Biden efterfølgende i en udtalelse ifølge AFP.

- Anklagernes fokus var ikke retfærdighed, men at umenneskeliggøre mig for de ting, som skete under mit misbrug.

Den 54-årige Biden erklærede sig torsdag skyldig i alle sagens ni anklagepunkter.

Dermed vil skyldsspørgsmålet ikke blive bragt for en føderal domstol i Los Angeles.

Strafudmålingen er fastsat til 16. december. Ifølge sagens dommer risikerer Hunter Biden op til 17 års fængsel og en bøde på op til 450.000 dollar.

Når en tiltalt erklærer sig skyldig i en straffesag i USA, er der typisk indgået en forhåndsaftale med anklagemyndigheden, hvilket ofte resulterer i en mildere straf.

Umiddelbart ser det ikke ud til, at der er indgået en sådan forhåndsaftale i Hunter Bidens skattesag.

Præsidentsønnens erkendelse af skyld sker netop som processen med at udpege et nævningeting skulle til at gå i gang.

En retssag ville formentlig resultere i, at der igen kommer en lang række detaljer frem om, hvordan Hunter Biden en overgang brugte store summer på narkotika, sexarbejdere og luksusvarer.

Det ville komme kort tid inden USA's præsidentvalg 5. november. Her står valget mellem republikaneren Donald Trump og demokraten Kamala Harris, som er Joe Bidens nuværende vicepræsident.

Anklagerne mod Hunter Biden ses som en ydmygelse for præsident Biden, som dog udadtil bakker op om sin søn.

Det er første gang, at et barn af en siddende præsident er anklaget i en strafferetssag.

Hunter Biden har tidligere forklaret, at hans livsstil havde taget en drejning til det værre, og at hans narkomisbrug var eskaleret i årene efter 2015, hvor han mistede sin bror Beau Biden. Broren døde af en tumor i hjernen.

Hunter Biden siger, at han ikke har taget stoffer siden 2019.

Skattesagen ventes indledt ved en føderal domstol i Los Angeles i Californien i næste uge.

I juni blev Hunter Biden dømt i en separat retssag i delstaten Delaware. Her blev han kendt skyldig i at have købt et våben på et tidspunkt, hvor han tog stoffer. Det er ulovligt at skjule en sådan oplysning.

Denne afgørelse har Hunter Biden appelleret.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

15. SEP 2024 • 22:32UDLAND
Skud affyret ved golfklub nær Trump

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT