Houthierne hævder at have angrebet skib fra Mærsk
Mærsk oplyste tidligere, at et af selskabets skibe var blevet mål for et "flyvende objekt" i Adenbugten.
Houthierne hævder tirsdag, at bevægelsen har angrebet containerskibet "Maersk Sentosa" i Det Arabiske Hav.Det sker i en tv-udsendelse med houthibevægelsens militære talsperson, Yahya Sarea.
- Flåde- og missilstyrker angreb det amerikanske skib "Maersk Sentosa" i en fælles operation, lyder det.
Mærsk oplyste tidligere på dagen, at et af selskabets skibe var blevet mål for et "flyvende objekt" i den nordlige del af Adenbugten.
Mærsk oplyste på daværende tidspunkt, at ingen var kommet til skade, og at skibet eller lasten heller ikke var beskadiget.
En talsperson for Mærsk oplyste, at skibet sejler under amerikansk flag for datterselskabet Maersk Line.
Kaptajnen for et unavngivet handelsskib meldte tirsdag om en eksplosion i nærheden af sit fartøj omkring 333 kilometer øst for den yemenitiske by Nishtun ifølge Storbritanniens Organisation for Maritime Operationer (UKMTO).
Det er i Yemen, at houthibevægelsen hører til.
Ingen kom ifølge UKMTO til skade, og skibet blev heller ikke beskadiget.
Ifølge Sarea angreb houthibevægelsen også skibene "Marathopolis" i Det Arabiske Hav og "Patnaree" i Adenbugten med en række droner.
Houthierne har udtalt, at angrebene sker i solidaritet med palæstinenserne som følge af krigen mellem Israel og den militære bevægelse Hamas.
Risikoen for angreb har fået mange rederier, herunder Mærsk, til at sende skibe syd om Afrika, så de ikke skal sejle via Suezkanalen og Det Røde Hav, når de skal fra Europa til Asien eller omvendt.
Som svar på angrebene har det amerikanske og britiske militær udført angreb mod houthierne i Yemen.
Flere skibe fra Mærsk er tidligere blevet mål for houthibevægelsen.
/ritzau/Reuters