Højrefløjspartier med Wilders i spidsen indgår regeringsaftale

11. JUN 2024 • 13:50UDLAND

Allerede i maj kunne Geert Wilders annoncere, at fire partier på højrefløjen var klar til regeringssamarbejde.

En række højrefløjspartier i Holland har tirsdag indgået en endelig og formel aftale om at danne regering.

Det skriver leder af Frihedspartiet Geert Wilders på det sociale medie X ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Partierne blev allerede i maj måned enige om at danne regering.

Det skete næsten seks måneder efter, at de hollandske vælgere gik til parlamentsvalg.

Partierne, der går sammen, er Folkepartiet for Frihed og Demokrati (VDD), som er Mark Ruttes parti, det relativt nye parti Ny Social Kontrakt (NSC) og landmands- og protestpartiet Bonde-Borger-Bevægelsen (BBB).

Sammen med Frihedspartiet (PVV) sidder de på 88 mandater ud af det hollandske underhus' 150 mandater.

Geert Wilders' indvandrerkritiske parti blev det største ved parlamentsvalget i efteråret. Alligevel måtte han i marts - efter måneders forhandlinger - erkende, at der ikke var opbakning til, at han bliver ny premierminister.

Samtidigt nedtonede Wilders sin EU- og islamkritiske retorik.

Derudover opgav han sin hidtidige modstand mod, at Holland støtter Ukraine militært under krigen mod Rusland.

Den afgående premierminister, Mark Rutte, meddelte sidste sommer, at han ikke ville forsøge at blive genvalgt. Og i oktober offentliggjorde han, at han vil være kandidat til posten som Nato-generalsekretær.

For to uger siden indstillede de fire koalitionspartier landets tidligere efterretningschef Dick Schoof som landets kommende premierminister.

Schoof har desuden tidligere været chef for den hollandske immigrationstjeneste. Han har ifølge Reuters ingen tilknytning til nogen politiske partier.

Som premierminister vil Schoof ifølge de fire koalitionspartier have et løsere bånd til parlamentet. Det er endnu ikke offentliggjort, hvem der skal besætte de øvrige regeringsposter.

Når den endelige regering er på plads, skal den kommende premierminister og nye regering formelt tages i ed af den hollandske konge Willem-Alexander.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU