Højesteret: USA skal hente fejldeporteret migrant hjem

11. APR 2025 • 02:10UDLAND

Højesteret beder Trump-administrationen om at "facilitere og effektuere", at salvadoransk mand hentes til USA.

Trump-administrationen skal hente en deporteret salvadoransk mand tilbage til USA.

Det fremgår af en kendelse fra USA's højesteret torsdag, skriver Reuters.

USA's justitsministerium sendte ved en fejl den 15. marts 29-årige Kilmar Abrego Gardia på et fly til El Salvador sammen med end 200 formodede bandemedlemmer.

Justitsministeriet erkendte, at der var sket en fejl. Men det oplyste samtidig, at det ikke har juridiske beføjelser til at hente Gardia tilbage.

Fredag i sidste uge beordrede den føderale dommer Paula Xinis, at Gardia skulle bringes tilbage til USA senest mandag i denne uge.

Højesteret skriver i torsdagens kendelse, at Trump-administrationen skal "facilitere og effektuere" hjemrejsen til USA, hvor Gardias sag skal behandles, som den under normale omstændigheder ville være blevet.

Justitsministeriets advokater har gentaget over for højesteret, at USA ikke har jurisdiktion i El Salvador.

- USA kontrollerer ikke den suveræne nation El Salvador og kan heller ikke tvinge El Salvador til at følge en føderal dommers ordre, lyder argumentet i et dokument fra justitsministeriets advokater.

Højesteret har som en del af torsdagens kendelse bedt den føderale dommer Paula Xinis om at præcisere, hvordan Gardia kan hentes til USA.

Justitsministeriet bliver desuden bedt om at gøre sig klar til at dele, hvad man har foretaget sig i sagen, og hvilke videre skridt der overvejes.

Størstedelen af de 238 personer, der blev udvist fra USA den 15. marts, var venezuelanske migranter.

Ifølge USA's præsident, Donald Trump, tilhører de banden Tren de Aragua, som USA har udpeget som en global terrororganisation.

De påståede bandemedlemmer befinder sig i fængslet Centro de Confinamiento del Terrorismo (CECOT) i El Salvador.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT