Historisk regeringskoalition genvælger Ramaphosa i Sydafrika

15. JUN 2024 • 00:25UDLAND

Cyril Ramaphosa er blevet genvalgt som præsident for Sydafrika af landets parlament.

Cyril Ramaphosa er fredag blevet valgt til endnu en embedsperiode som Sydafrikas præsident, efter at partierne ANC og Demokratisk Alliance er gået i regering med hinanden.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

I Sydafrika er det landets parlament, som vælger præsidenten. Her fik Ramaphosa opbakning fra 283 mandater, mens hans modstander fik opbakning fra 44.

Regeringssamarbejdet mellem Demokratisk Alliance og ANC er i Sydafrika noget usædvanligt, da de to partier typisk har været hinandens største rivaler i Sydafrikansk politik.

Samarbejdet er indgået, efter at ANC ved valget i maj for første gang nogensinde mistede sit flertal i landets parlament.

ANC, Afrikas Nationale Kongres, stod i spidsen for kampen mod apartheid og har siddet på magten i Sydafrika siden landets første demokratisk valg i 1994.

Demokratisk Alliance ligger til højre for ANC og ses i Sydafrika typisk som et parti, som repræsenterer landets hvide mindretal.

Cyril Ramaphosa kommer fra den sydafrikanske arbejderbevægelse og blev i 1990'erne en del af ANC's ledelse. Her var han blandt andet en af de ledende forhandlere på aftalen, som afsluttede apartheid.

Han har været præsident siden 2018, hvor han afløste Jacob Zuma med løfter om at gøre op med Sydafrikas omfattende problemer med korruption.

Trods løfterne har Ramaphosa selv været indblandet i en række korruptionssager, hvor han blandt andet er blevet beskyldt for at modtage bestikkelse.

I 2022 fik han stjålet et større beløb penge fra sin gård uden at melde det til politiet. Det førte til beskyldninger om, at han havde forsøgt at skjule, at han havde modtaget pengene.

Sydafrikas præsident bliver valgt til en femårig periode. Ramaphosa bliver taget i ed 19. juni og sidder dermed mindst frem til 2029.

Sydafrika ligger på den sydlige spids af det afrikanske kontinent. Landet er med sine 60 millioner indbyggere kontinentets sjettemest folkerige land.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT