Helikopter og 14 fartøjer sat ind efter skibsforlis i Tyrkiet
Skib antages at være sunket i tyrkisk indhav med ti mennesker om bord. Endnu er ingen overlevende fundet.
Tyrkiske myndigheder siger onsdag, at de har mistet kontakt med et fragtskib og dets ti besætningsmedlemmer efter en kollision med et andet fartøj.Det skriver nyhedsbureauet AFP.
De to skibe ramte ind i hinanden i Marmarahavet omkring klokken 02.00 dansk tid.
- Da "Tugberk Imamoglu"-skibet ikke reagerer på nogen opkald, og besætningen ikke svarer deres mobiltelefoner, antages det, at tørlastskibet er sunket, skriver Tyrkiets maritime direktorat.
14 fartøjer og en helikopter leder efter skibet, oplyser direktoratet.
Det andet skib involveret i kollisionen - kemikalietankskibet "Alsu" - lader ikke til at have fået skader, siger guvernørkontoret.
Marmarahavet er et tyrkisk indhav, som ligger mellem Sortehavet og Middelhavet.
Tyrkiets transportminister, Abdulkadir Uraloglu, siger til journalister, at skibet er sunket "meget hurtigt".
- Vi modtog nødkaldet klokken 03.26 (Tyrkiet er en time foran Danmark, red.). Hvis vi godtager kaptajnens rapporterede tidspunkt (for kollisionen, red.), kan vi sige, at forliset skete meget hurtigt inden for blot 11 minutter, siger ministeren.
- Vi så redningskranse og en redningsbåd, men den var tom. Desværre er der ikke fundet nogen overlevende endnu. Eftersøgnings- og redningsoperationer fortsætter til vands og i luften, fortsætter han.
Alle ti ombordværende - altså kaptajnen og ni besætningsmedlemmer - er ifølge ministeren tyrkiske statsborgere.
Fragtskibet gik ned i farvand, der er omkring 900 meter dybt.
RITZAU/AFP
