Harris til techtop: Med kunstig intelligens følger stort ansvar

4. MAJ 2023 • 22:39UDLAND

Vi er opmærksomme på udfordringer, der kan komme med øget brug af kunstig intelligens, siger vicepræsident.

De store it-selskaber har både en moralsk, etisk og juridisk forpligtelse til at beskytte forbrugerne og samfundet mod de potentielle farer ved kunstig intelligens.

Det siger USA's vicepræsident, Kamala Harris, torsdag i forbindelse med et møde med ledere fra nogle af USA's store techselskaber.

- Den private sektor har et etisk, moralsk og juridisk ansvar for at sørge for tryghed og sikkerhed ved deres produkter, siger Harris i en udtalelse.

Vicepræsidenten mødtes torsdag med de øverste ledere fra Google, Microsoft, OpenAI og Anthropic. Det er nogle af de selskaber, der er førende inden for udvikling af kunstig intelligens.

OpenAI står bag robotten ChatGPT, der har fået stor opmærksomhed, siden den blev præsenteret i november.

Harris understreger, at kunstig intelligens har "potentiale til at forbedre folks liv og løse nogle af samfundets største udfordringer".

- Men samtidig har kunstig intelligens potentiale til på dramatisk vis at øge farerne ved tryghed og sikkerhed, overskride borgerrettigheder og retten til privatliv samt udhule befolkningens tillid og tiltro til demokratiet, siger hun.

Også præsident Joe Biden deltog kortvarigt i torsdagens såkaldte topmøde med de øverste it-chefer om kunstig intelligens.

Harris siger videre, at både hun og Biden er åbne over for at indføre ny lovgivning, der kan tackle de udfordringer, der måtte komme med en mere udbredt brug af kunstig intelligens.

Men det ser ud til, at EU kan komme USA i forkøbet.

EU-kommissær Margrethe Vestager, sagde søndag, at unionens medlemslande senere i år sandsynligvis vil nå til enighed om en politisk aftale, der vil bane vejen for den første mere omfattende lovgivning om kunstig intelligens.

Meldingen kom i kølvandet på en indledende aftale indgået i sidste uge vedrørende EU-lov om kunstig intelligens.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU