Harris haster til Tennessee efter ekskludering af to politikere

7. APR 2023 • 21:20UDLAND

To sorte demokrater er smidt ud af kongressen i Tennessee, efter de deltog i våbenprotest i kongresbygningen.

En usædvanlig ekskludering af to unge, sorte politikere fra kongressen i den amerikanske delstat Tennessee har skabt røre i USA's politiske liv.

Vicepræsident Kamala Harris har med kort varsel ændret sine planer og rejser fredag til Tennessee for at mødes med de ekskluderede politikere.

Det meddeler Det Hvide Hus ifølge Reuters.

De to demokratiske politikere Justin Jones og Justin Pearson er ved en afstemning torsdag smidt ud af kongressen i deres hjemstat.

Det skyldes deres deltagelse i en demonstration for strengere våbenkontrol.

Demonstrationen fandt sted inde i kongresbygningen mandag. Det var få dage efter et skoleskyderi på en kristen skole i Nashville, der er hovedstad i Tennessee.

På skolen blev tre niårige børn og tre voksne dræbt af skud.

De to sorte politikere sluttede sig til de demonstranter, der var trængt ind i kongresbygningen. Her råbte de deres krav om strengere våbenlove ud i en megafon.

En tredje demokratisk politiker, Gloria Johnson, støttede op om Justin Jones' og Justin Pearsons protest ved at stille sig ved deres side.

Republikanske politikere, der har et solidt flertal i Tennessees kongres, betragter den højlydte - men fredelige - protest som et oprør.

Og torsdag stemte samtlige republikanske politikere, som udgør lidt over to tredjedele af forsamlingen, for at smide Justin Jones og Justin Pearson ud på grund af "uorden", skriver Fox News.

Det er yderst sjældent, at et folkevalgt medlem af delstatens kongres ekskluderes. Det sker normalt kun i tilfælde af alvorlige forseelser.

Gloria Johnson, som er hvid, var kun én stemme fra at blive smidt ud af Tennessees kongres. Hun blev reddet af, at syv republikanere stemte imod at ekskludere hende.

- Verdens øjne er rettet mod Tennessee. Og det, der er sket her i dag, er en parodi på demokrati, sagde hun torsdag aften lokal tid, da det republikanske flertal havde stemt for at smide hendes to politikerkolleger ud.

På spørgsmålet om, hvorfor hun tror, at hun overlevede afstemningen, svarer hun til New York Times:

- Det kan have noget at gøre med min hudfarve.

Menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch betegner ekskluderingen af de to sorte politikere som en "usædvanlig skrap respons på deres fredelige brug af ytringsfriheden".

Organisationen peger også på det problematiske i, at de to sorte politikere nu ikke længere repræsenterer de vælgere, der har stemt på dem.

- Ekskluderingerne er racistisk motiverede, udemokratiske handlinger, skriver Human Rights Watch på Twitter.

De republikanske politikere i Tennessee havde også mulighed for at vælge andre former for disciplinære straffe såsom en påtale eller en kraftig kritik, skriver nyhedsbureauet AFP.

USA's præsident, Joe Biden, kalder i et tweet fredag ekskluderingen af de demokratiske politikere for "chokerende, udemokratisk og uhørt".

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU