Hamas opfordrer flere til at anerkende palæstinensisk stat

22. MAJ 2024 • 15:10UDLAND

Hamas ser udmelding fra tre lande som potentielt vendepunkt for holdning til det palæstinensiske spørgsmål.

Både det palæstinensiske selvstyre og den militante palæstinensiske bevægelse Hamas glæder sig over tre europæiske landes beslutning om at anerkende Palæstina som stat.

- Vi betragter dette som et vigtigt skridt mod at bekræfte vores ret til vores land, lyder det fra Hamas i en udtalelse ifølge AFP.

Gruppen opfordrer andre lande verden over til at anerkende palæstinenseres "legitime nationale rettigheder".

Onsdag har regeringsledere fra Norge, Spanien og Irland meddelt, at landene vil anerkende Palæstina som stat. Det vil træde i kraft 28. maj.

Bassem Naim, der er et højtstående medlem af Hamas, siger, at beslutningen sker på baggrund af "modig modstand" fra det palæstinensiske folk.

- Vi tror på, at dette vil blive et vendepunkt for den internationale holdning til det palæstinensiske spørgsmål, siger han til nyhedsbureauet AFP.

Også præsidentskabet for det palæstinensiske selvstyre byder beslutningen fra de tre lande velkommen.

Det skriver det officielle palæstinensiske nyhedsbureau, Wafa.

Det palæstinensiske selvstyre opfordrer desuden andre lande til at følge i Norge, Spanien og Irlands fodspor.

Ifølge det norske udenrigsministerium bør grænserne mellem staterne Israel og Palæstina baseres på grænserne fra før 4. juni 1967 med Jerusalem som delt hovedstad.

Datoen henviser til umiddelbart før Seksdageskrigen. I den krig besatte Israel Gaza, Vestbredden og Østjerusalem.

Israel har ikke taget godt imod meddelelsen fra de tre europæiske lande om at anerkende en palæstinensisk stat.

Onsdag lød det fra den israelske udenrigsminister, Israel Katz, at landet hjemkalder sine ambassadører i Dublin og Oslo.

- I dag sender jeg et skarpt budskab til Irland og Norge: Israel vil ikke lade det passere i stilhed. Jeg har netop beordret de israelske ambassadører i Dublin og Oslo til Israel for yderligere konsultationer i Jerusalem, sagde han i en meddelelse ifølge AFP.

Både Saudi-Arabien, Qatar og Jordan har derimod rost beslutningen.

- Vi sætter pris på denne beslutning og betragter den som et vigtigt og nødvendigt skridt mod en tostatsløsning, der inkarnerer en selvstændig, suveræn palæstinensisk stat langs grænserne fra juni 1967, siger Jordans udenrigsminister, Ayman Safadi, på et pressemøde ifølge AFP.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU