Guvernør underskriver lov og forbyder abortpiller i Wyoming

18. MAR 2023 • 05:27UDLAND

Bryder man forbuddet mod abortpiller i Wyoming, kan man blive straffet med op til seks måneders fængsel.

Wyomings republikanske guvernør, Mark Gordon, har fredag underskrevet en lov, der gør det ulovligt at bruge eller udskrive abortpiller i delstaten.

Loven blev stemt igennem den lovgivende forsamling i delstaten tidligere på måneden og manglede kun guvernørens underskrift.

Med loven bliver det ulovligt at "udskrive, udlevere, distribuere, sælge eller bruge ethvert lægemiddel, der har til formål at tilvejebringe eller udføre en abort".

Såkaldte fortrydelsespiller, der tages efter sex, og inden en graviditet er bekræftet, er undtaget fra loven.

Der er også en undtagelse for behandling, der vurderes nødvendig for at beskytte en kvinde mod "overhængende risiko, der væsentligt sætter hendes liv eller sundhed i fare".

Desuden er behandling af spontane aborter fortsat lovligt.

En overtrædelse af forbuddet anses som en lovovertrædelse, der kan straffes med op til seks måneders fængsel og en bøde på op til 9000 dollar.

9000 dollar svarer til omkring 63.000 kroner.

Loven betinger dog, at en kvinde, som der er blevet foretaget en medicinsk abort på ikke skal tiltales i en straffesag.

Guvernøren siger også, at han vil tillade en anden lovbestemmelse, der forbyder konventionelle aborter. Det er dog også med den undtagelse, at abort fortsat er lovligt, hvis det beskytter morens sundhed eller liv, og hvis der er tale om incest eller voldtægt.

Der gives også undtagelse, hvis læger vurderer, at der er en dødelig anormalitet hos fosteret.

Tilhængere af fri abort havde allerede inden Gordon satte sin underskrift indgivet et søgsmål, der har til formål at bremse loven.

Retlige kampe om abort er tiltaget i USA i kølvandet på en afgørelse fra landets højesteret sidste år. Afgørelsen omstødte den historiske "Roe v. Wade" fra 1973, der sikrede fri abort i USA.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU