Greta Thunberg og andre fra flotille kan mandag forlade Israel
Mandag vil personer, der var om bord på skibe i flotille, flyve til Grækenland og videre til deres hjemlande.
Den svenske aktivist Greta Thunberg er en af flere end 70 personer, der mandag ventes at kunne forlade Israel.De har været tilbageholdt i landet, efter at Israel i sidste uge stoppede deres nødhjælpsflotille, som havde kurs mod Gaza.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
De fleste af aktivisterne, der vil blive frigivet fra Israel, vil blive fløjet til Grækenland. Herfra vil de kunne komme på fly til deres hjemlande, oplyste regeringerne i deres hjemlande søndag.
28 franske statsborgere, 27 statsborgere fra Grækenland, 15 fra Italien og ni fra Sverige ventes mandag at flyve ud af Israel.
Søndag vendte 21 spanske statsborgere retur til Spanien, og lørdag forlod 26 italienere Israel.
Efter mandag vil der fortsat være adskillige udenlandske statsborgere fra flotillen, som forbliver i de israelske myndigheders varetægt. Det gælder blandt andet 28 spanske statsborgere.
De var alle om bord på skibe i flotillen fra arrangøren Global Sumud Flotilla, som havde til formål at levere nødhjælp til Gaza.
Onsdag stoppede Israel skibene i internationalt farvand, og en israelsk embedsmand bekræftede torsdag, at skibene - som havde flere end 400 passagerer - var blevet forhindret i at nå frem til Gaza.
Italien, Grækenland og Frankrigs udenrigsministerium har oplyst, at deres statsborgere mandag vil blive fløjet fra Israel til Grækenland.
Sveriges udenrigsministerium har ikke oplyst, hvor de svenske statsborgere vil blive fløjet hen, men ifølge svenske medier er det sandsynligt, at også de vil blive fløjet til Grækenland.
Sveriges udenrigsminister, Maria Malmer Stenegard, har fortalt til AFP, at ansatte på den svenske ambassade i Tel Aviv i Israel har besøgt ni tilbageholdte svenskere.
- Sent søndag informerede de israelske myndigheder os om, at de vil give de svenske statsborgere tilladelse til at forlade Israel i morgen (mandag, red.) med fly, lød det fra ministeren.
/ritzau/