Gerningsmand rammer flere børn i masseskyderi i vandland

16. JUN 2024 • 05:34UDLAND

Op mod ti personer, heriblandt flere børn, er blevet ramt i et masseskyderi i et vandland i Detroit i USA.

Op mod ti personer, heriblandt flere børn, er lørdag blevet ramt, da en gerningsmand affyrede skud i et offentligt drevet vandland i nærheden af den amerikanske by Detroit.

Politiet oplyser videre natten til søndag, at den formodede gerningsmand stadig ikke er blevet anholdt.

Det forlyder dog, at betjente har formået at trænge ham op i en krog ved et hus i nærheden.

Hans våben blev fundet på gerningsstedet.

Politiet i Oakland, hvor vandlandet ligger, fortæller, at der er tale om en mand, som omkring klokken 17.00 lokal tid steg ud af sin bil ved Brooklands Plaza Splash Pad-vandland bevæbnet med en halvautomatisk pistol af mærket Glock.

Manden affyrede våbnet omkring 30 gange. Han ladede pistolen adskillige gange, lyder det fra politiet.

Det står umiddelbart ikke klart, om nogen har mistet livet i skyderiet.

Rochester Hills, hvor det berørte vandland ligger, ligger godt en halv times kørsel nord for Detroit, som er delstaten Michigans største by.

Rochester Hills' naboby Oxford Township havde i 2021 et masseskyderi, hvor den 15-årige gymnasieelev Ethan Crumbley skød og dræbte fire studerende samt sårede seks andre og en lærer.

Amtet Oaklands sherif, Michael Bouchard, siger, at masseskyderiet er et slag i maven for alle i amtet.

- Vi har gennemlevet så mange tragedier, du ved. Vi har stadig ikke helt forstået det, der skete i Oxford.

Michigans guvernør, demokraten Gretchen Whitmer, har også skrevet om masseskyderiet på det sociale medie X, tidligere kendt som Twitter.

- Det knuste mit hjerte, da jeg hørte om masseskyderiet i Rochester Hills, skriver Gretchen Whitmer.

- Vi holder øje med situationen i takt med, at informationerne ruller ind, og vi holder kontakten til de lokale myndigheder.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT