Georgiens parlament underkender veto mod udskældt agentlov
Ny lov vil stemple visse organisationer som nogle, der "forfølger en udenlandsk magts interesser".
Et flertal i Georgiens parlament har tirsdag eftermiddag underkendt et veto fra landets præsident mod en ny russisk inspireret lov rettet mod organisationer, der modtager penge fra udlandet.Det skriver det russiske nyhedsbureau Tass.
Præsident Salome Zourabichvili nedlagde tidligere i maj veto mod loven, som har ført til omfattende demonstrationer i Georgien.
Loven betyder, at organisationer, som modtager mere end 20 procent af deres finansiering fra udlandet, skal registreres som nogen, der "forfølger en udenlandsk magts interesser".
Den er blevet beskrevet som en "agentlov". Kritikere mener, at den er inspireret af Rusland. Her er en lignende lov blevet brugt til at slå hårdt ned på politiske modstandere.
Med underkendelsen af præsidentens veto er der ifølge nyhedsbureauet Reuters lagt op til, at formanden for Georgiens parlament kan underskrive loven en af de kommende dage.
Derefter kan den træde i kraft.
Både EU og en række enkeltstående vestlige lande har kritiseret loven.
Danmarks udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (M), kalder det tirsdag "stærkt bekymrende", at Georgiens parlament har ignoreret advarsler og protester mod loven fra EU og fra landets egen befolkning.
- Loven strider imod EU's helt fundamentale værdier og kerneprincipper og skubber Georgien længere væk fra EU få måneder efter, at landet opnåede kandidatstatus.
- Tilbage står, at gennemførelsen af fremmedagentloven er i modstrid med ønsket hos 80 procent af den georgiske befolkning, som drømmer om en fremtid i EU, siger han i skriftlig kommentar til Ritzau.
Også EU's udenrigschef, Josep Borrell, reagerer på parlamentets afgørelse.
- EU og dets medlemsstater overvejer alle muligheder for at reagere på denne udvikling, siger han i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet AFP.
Da præsident Salome Zourabichvili nedlagde veto mod loven, gjorde hun det, fordi lovgivningen ifølge hende "i sin kerne er russisk". Desuden går den imod Georgiens forfatning, mener hun.
Men hendes rolle er hovedsageligt ceremoniel og parlamentet har altså haft mulighed for at underkende præsidentens veto.
/ritzau/