Gavin Newsom bakker op om Kamala Harris som kandidat
Kamala Harris får opbakning fra Californiens guvernør, der selv blev nævnt som mulig præsidentkandidat.
Californiens guvernør, Gavin Newsom, bakker op om USA's vicepræsident, Kamala Harris, som Demokraternes præsidentkandidat.Det skriver han i et opslag på det sociale medie X.
- Med vores demokrati og fremtid på spil er der ingen bedre kandidat til at udfordre Donald Trumps mørke vision og lede vores land i en sundere retning end USA's vicepræsident, Kamala Harris.
Newsom har tidligere været nævnt som et muligt alternativ til USA's præsident Joe Biden, der søndag offentliggjorde, at han ikke genopstiller alligevel.
Også guvernørerne Gretchen Whitmer fra Michigan, Josh Shapiro fra Pennsylvania og JB Pritzker fra Illinois har været i spil.
Flere af dem afviser søndag ikke, at de kunne være interesseret i at stille op som præsident.
Newsom nævnte tidligere i et andet opslag på X, hvor han beskrev Biden som en ekstraordinær præsident, ikke noget om Harris.
- Han kommer til at blive husket som en af de mest betydningsfulde og uselviske præsidenter, skriver Newsom.
Whitmer nævner ikke Harris i sit opslag på X, hvor hun takker Biden.
- Mit job ved dette valg kommer ikke til at ændre sig: At gøre alt, jeg kan for at få demokrater valgt og stoppe Donald Trump, lyder det.
Til gengæld siger Shapiro på X, at han bakker om op Harris som præsidentkandidat.
- Jeg vil gøre alt, jeg kan for at hjælpe med at få Kamala Harris valgt som USA's 47. præsident, skriver han.
JB Pritzker undlader også at nævne Harris i sit opslag på X, hvor han udtaler, at han kommer til at "arbejde hver eneste dag" for at besejre Trump.
- Vi må ikke ignorere truslen fra Donald Trumps potentielle tilbagevenden til Det Hvide Hus, skriver Pritzker.
Harris har selv udtalt, at hun vil gøre alt for at samle Det Demokratiske Parti, der på sit konvent mellem 19. og 22. august formelt skal vælge sin præsidentkandidat.
Også transportminister Pete Buttigieg, der også er blevet nævnt som en mulig præsidentkandidat, bakker op om Harris i et opslag på X.
- Jeg vil gøre alt, jeg kan for at hjælpe hende med at vinde det her valg og lede USA fremad som vores næste præsident.
/ritzau/