Franskmænd raser og ny strejke er på vej efter Macrons manøvre

16. MAR 2023 • 20:50UDLAND

Både vælgere og opposition er utilfredse med Emmanuel Macrons beslutning om at gennemtvinge pensionsreform.

Der er torsdag aften udbrudt protester i Frankrig, efter at landets regering tidligere på dagen tvang en omstridt pensionsreform igennem.

Det skriver flere medier - herunder AFP, BBC og Reuters.

BBC har talt med 18-årige Bastien, der kalder beslutningen "udemokratisk" og for "den sidste dråbe, der har fået bægeret til at flyde over".

- Vi kommer til at sætte ild til landet. Bogstaveligt talt, siger han.

Billeder fra Paris viser tusindvis af demonstranter samlet. Politiet har blandt andet affyret tåregas, og demonstranter har kastet brosten mod betjente. Det beretter Reuters, der er til stede i den franske hovedstad.

Demonstranternes reaktion kommer ikke som nogen stor overraskelse.

Torsdag eftermiddag valgte regeringen og præsident Emmanuel Macron nemlig at benytte sig af artikel 49.3 i den franske forfatning.

Den tillader regeringen at vedtage lovgivning uden et flertal i parlamentet.

Det var meningen, at Nationalforsamlingen i Frankrig skulle have stemt om lovforslaget torsdag eftermiddag. Men det valgte Macron at overtrumfe.

Frem mod torsdagens beslutning har der været flere strejker i Frankrig.

De kommer tilsyneladende også til at fortsætte. Den indflydelsesrige fagforening CGT har således allerede varslet strejke den 23. marts.

Flere franske oppositionspolitikere har også luftet deres utilfredshed.

Den stærkt højreorienterede oppositionsprofil Marine Le Pen kalder regeringens beslutning en "komplet fiasko". Hun siger desuden, at hun ønsker at stille regeringen over for et mistillidsvotum. Det skriver AFP.

Den pensionsreform, der torsdag er tvunget igennem, indebærer, at pensionsalderen i Frankrig hæves fra 62 år til 64 år.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU