Fransk politi anholder russer for at ville skabe uro under OL

23. JUL 2024 • 22:56UDLAND

Fransk politi har anholdt en russer for at planlægge at destabilisere OL. Han risikerer nu 30 år i fængsel.

Fransk politi har tirsdag anholdt en russisk mand, som ifølge den franske anklagemyndighed er mistænkt for at planlægge en "destabilisering" af OL i Frankrigs hovedstad, Paris.

Det oplyser en unavngiven kilde fra anklagemyndigheden.

Ifølge kilden er der iværksat en efterforskning af "videregivelse af efterretninger til en udenlandsk aktør med henblik på at opildne til fjendtligheder i Frankrig".

Manden risikerer op til 30 år i fængsel, hvis han bliver dømt.

OL i Paris begynder fredag og varer indtil 11. august.

Anklagemyndigheden har ikke givet nogen konkrete detaljer om, hvordan den mener, at den russiske mand planlagde at destabilisere legene.

Den gør det dog klart, at den ikke mener, at der er tale om terrorplaner. Frankrigs særlige anklagere med speciale i terrorlovgivning er ikke blevet involveret i sagen.

Det står endnu ikke klart, om manden er bosat i Frankrig. Anklagemyndigheden oplyser, at han er født i 1984, men ikke præcist hvor gammel han er.

Franske myndigheder har op til legene efterforsket mere end en million mennesker, fortalte landets indenrigsminister, Gerald Darmanin, tirsdag.

Det omfatter både atleter, trænere, journalister, frivillige, vagter og endda lokale.

4360 personer er blevet nægtet adgang. For 880 af dem skyldes det, at der var mistanker om udenlandsk indblanding.

Det sker, efter at der i landet har udspillet sig flere større aktioner, hvor aktivister har forsøgt at lede opmærksomheden hen på udenrigspolitiske emner som krigen i Ukraine og krigen i Gazastriben.

I juni lagde aktivister kister med teksten "franske soldater i Ukraine" ved Eiffeltårnet. Måneden forinden blev Paris' primære mindesmærke for holocaustofre skændet med rød maling.

Sidste år, umiddelbart efter den væbnede palæstinensiske bevægelse Hamas' angreb mod Israel, blev der malet jødestjerner på flere bygninger i Paris og omegn.

To moldovere, som blev mistænkt for at arbejde for den russiske efterretningstjeneste FSB, blev anholdt i den sag.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT