Fransk eksminister trækker sig fra kulturinstitut i Epstein-sag

7. FEB 2026 • 19:08UDLAND

Jack Lang er den mest prominente franske person, der er nævnt i de nyligt frigivne Epstein-dokumenter.

Den tidligere franske kulturminister Jack Lang trækker sig som leder af det førende kulturinstitut Institut du Monde Arabe (IMA) i Paris på grund af formodede forbindelser til den afdøde amerikanske finansmand Jeffrey Epstein.

Frankrigs udenrigsminister, Jean-Noël Barrot, har accepteret Langs opsigelse.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters lørdag.

Fredag kom det frem, at Frankrigs anklagemyndighed for økonomisk kriminalitet havde iværksat en indledende efterforskning af Jack Lang og hans datter Caroline Lang.

Datteren er tidligere skuespiller og arbejder nu som filmproducer.

De to vil blive efterforsket for hvidvask af udbytte fra groft skattesvig, oplyste anklagemyndigheden.

86-årige Lang var kulturminister i Frankrig fra 1988 til 1993 og uddannelsesminister fra 1992 til 1993 og 2000 til 2002.

Frankrigs udenrigsministerium, der står for halvdelen af kulturinstituttet IMA's budget, har indkaldt Lang til et møde på grund af forbindelsen til Epstein.

- De første elementer, der dukker op i de her dokumenter, er nye og ekstremt alvorlige, sagde udenrigsminister Barrot fredag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Det er ikke oplyst, om mødet vil finde sted, efter at Lang har trukket sig.

Jack Lang er den mest prominente franske person, der er nævnt i den seneste amerikanske offentliggørelse af dokumenter med relation til Epstein-sagen.

Epstein blev fundet død i fængslet i 2019, mens han afventede en retssag om omfattende misbrug af mindreårige og menneskehandel.

En omtale i Epstein-dokumenterne betyder ikke nødvendigvis, at man er skyldig i nogen lovovertrædelser.

Ifølge franske medier har Lang gentagne gange henvendt sig til Epstein for at få økonomisk støtte eller tjenester.

Jack Lang har nægtet ethvert kendskab til Epsteins forbrydelser.

Datteren Caroline Langs navn fremgår af firmadokumenter fra et offshore-selskab, som hun ejede sammen med Epstein.

Hun trak sig mandag som formand for franske filmproduceres brancheorganisationen.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT