Forslag fra Vesten skal bryde dødvandet på klimatopmøde
USA står nu også bag et forslag om kontroversielt emne på klimatopmødet. Klimarådgiver er dog skeptisk.
Flere rige vestlige lande kom sent fredag aften med et forslag, der skal prøve at sætte skub i de strandede forhandlinger på årets klimatopmøde.Blandt andet USA står bag forslaget, der skal adressere det springende punkt på topmødet - regningen for tab og skader efter klimakatastrofer.
Fattigere lande har råbt om betalingen fra de rige lande, der står for langt de største CO2-udledninger, som bidrager til klimaforandringerne.
Men klimaforandringerne rammer oftest ulande i form af oversvømmelser, tørke og andre naturkatastrofer, som bagefter efterlader store regninger.
Forslaget minder meget om et, som EU tidligere er kommet med. Men nu er også USA, Storbritannien, Australien og New Zealand med.
Ifølge forslaget skal der findes penge til de mest sårbare lande over for tab og skader, og pengene skal komme fra en bred vifte af lande.
Det er punkter, som ikke umiddelbart klinger lige godt hos alle landene i den store alliance af udviklingslande på topmødet - G77 & Kina.
Den spænder fra de fattigste lande til lande som Kina og Saudi-Arabien, som på grund af en gammel skillelinje kan kalde sig ulande.
Forslaget peger ifølge Mattias Söderberg, klimarådgiver i Folkekirkens Nødhjælp ikke direkte på Kina og andre rige ulande som bidragsydere:
- Men det åbner op for, at flere lande skal bidrage med penge. Samtidig begrænser det også, hvem som kan få adgang til støtte.
- Den usikkerhed er der mange ulande, som vil kritisere, og det bliver ikke en nem forhandling, siger han i en skriftlig kommentar.
Han peger dog på, at det er godt, at det markeres, at der er brug for nye penge til området - og at det ikke bør tages fra eksisterende bevillinger.
Forslaget lægger op til at nedsætte en ekspertgruppe til at kigge på, hvor pengene skal komme fra, og hvordan selve fonden skal fungere. Derfor vil tiltaget - selvom det besluttes i år - først komme senere.
Det er ifølge Mattias Söderberg overraskende, at USA er med. Amerikanerne har været tilbageholdende med at aftale noget på området.
Den vestlige modstand skyldes blandt andet en frygt for, at der kan komme et egentlig juridisk ansvar på området.
Han vurderer, at det fælles forslag er en konstruktiv tilgang. Det er dog ikke et forslag, som han mener, de fattigere lande vil gå med til:
- Jeg vil tro, at det får en hel del kritik, og jeg vil tro, at mødet kommer at gå langt over tid, inden vi har en aftale, vurderer han.
Klimatopmødet skulle egentlig være afsluttet fredag, men blev forlænget til lørdag. Om der så kommer en aftale lørdag, må tiden vise.
/ritzau/