Forsker: Vælgere har valgt Trump-fløj fra i flere stater

9. NOV 2022 • 16:25UDLAND

Republikanerne burde have klaret sig bedre til midtvejsvalg, end de har gjort, mener forsker.

Med den økonomiske krisesituation i USA og en upopulær præsident burde republikanerne have fået et bedre midtvejsvalg, end det onsdag eftermiddag dansk tid ser ud til, at de har fået.

Sådan lyder vurderingen fra professor i statskundskab på Aarhus Universitet, Derek Beach.

- Så siger historien, at så burde de have vundet forholdsvis stort. Det har de ikke gjort, og der er noget, der tyder på, at der er en fløj af partiet og særligt en mand, der har skylden, og det er Donald Trump, siger han.

Han understreger, at det stadig er meget tidligt, og at det er et blandet resultat.

Men der tegner sig flere steder et billede af, at vælgerne har valgt nogle af de kandidater, som får opbakning fra forhenværende præsident Donald Trump, fra.

Der er nogle af de guvernørvalg og valg til Kongressen, som Derek Beach har bidt mærke i.

Derek Beach peger blandt andet på Georgia, hvor den mere moderate republikanske guvernør Brian Kemp blev genvalgt.

Republikaneren Herschel Walker, som blev støttet af Donald Trump, stillede op til Senatet i Georgia. Det valg er så tæt, at der muligvis skal en ny runde til, før der kan kåres en vinder.

Han peger også på republikaneren J.D. Vance som blev valgt i Ohio til Senatet.

- Han vandt godt nok, men langt bagefter den tilsvarende republikanske guvernør og hans genvalg, siger Derek Beach.

Derek Beach mener, at nogle af kandidaterne, som har været støttet af Donald Trump, har haft for ekstreme holdninger til at appellere til vælgerne bredt.

- Trump-fløjen står formentligt noget svagere nu, end de gjorde før valget, siger han.

Men han mener også, at den amerikanske højesterets afgørelse om at omstøde den dom, som sikrede amerikanerne en forfatningssikret ret til fri abort, kan have mobiliseret nogle vælgere.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU