Forbud mod tyrefægtning opgivet i fransk parlament

24. NOV 2022 • 19:41UDLAND

Efter 500 ændringsforslag, hvoraf mange kun skulle trække tiden ud, blev afstemning om tyrefægtning opgivet.

Et forsøg på at få nedlagt forbud mod tyrefægtning i Frankrig torsdag ved en afstemning i parlamentet blev opgivet, hvilket har skab stor lettelse blandt tilhængerne af den traditionsrige og blodige sport, mens dyreværnsgrupper har reageret med vantro og fortvivlelse.

Ved afstemningen i Nationalforsamlingen, som har 577 medlemmer, skulle der have været stemt om et lovudkast til en lovpakke, som ville gøre tyrefægtning ulovlig.

Men efter mere end 500 ændringsforslag, hvoraf mange kun havde til formål at trække tiden ud og forhindre afstemningen, besluttede parlamentarikerne bag udspillet at trække det tilbage.

- Det gør mig ondt, sagde Aymeric Caron, et venstreorienteret medlem af parlamentet, som er kendt for kampagner for vegetarisme og dyreværnsrettigheder, da hanbesluttet at opgive at få forbuddet mod tyrefægtning igennem parlamentet.

Selv om et flertal i befolkningen er imod tyrefægtning, så var det ventet, at et forbud mod tyrefægtning ville blive forkastet i Nationalforsamlingen. Mange politikere frygter for voldsomme reaktioner i den sydlige del af Frankrig, hvis der kommer et forbud.

Afstemningen var planlagt i kølvandet på en ophedet debat mellem dyrerettighedsgrupper og tilhængere af den traditionsrige disciplin.

Under en debat om forbuddet i sidste uge rasede Aymeric Caron mod tyrefægtning og kaldte det en "barbarisk" tradition.

Hans aggressive kampagne er dog ikke blevet mødt lige godt af alle.

- Caron har stødt folk fra sig i stedet for at prøve at glatte uenighederne ud, siger en parlamentariker, der udtaler sig anonymt til AFP.

Caron siger selv, at han ikke køber argumenter om, at man bør holde fast i tyrefægtning, alene fordi der er tale om en mangeårig tradition.

- At en aktivitet er traditionsrig kan aldrig retfærdiggøre det moralsk.

- Der er traditioner, som vi har været i stand til at stoppe, når de ikke længere flugter med samfundets etik, der heldigvis udvikler sig, siger han.

Tyrefægtning er særligt populært i Spanien. Det blev dog importeret til Frankrig i 1850'erne og er blevet udbredt i det sydlige Frankrig.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU