Forbrydelser mod børn i Sudan er eksploderet efter to år med krig
Situationen i Sudan er den største flygtningekrise i verden, siger FN. Næsten 13 millioner er på flugt.
Antallet af alvorlige forbrydelser mod børn i Sudan er steget voldsomt de seneste to år, hvor der har været væbnet konflikt i landet.Der sker i dag 1000 gange flere forbrydelser mod børn som bortførsel og drab end før, viser tal fra FN's børneorganisation, Unicef.
Tirsdag går krigen ind i sit tredje år.
Den har tvunget knap 13 millioner mennesker på flugt, heraf 4 millioner, som er flygtet til nabolande, og det er altså ikke mindst børn, der er blevet ofre for krigen, lyder det fra Unicef.
I begyndelsen af konflikten mellem Sudans hær og den paramilitære gruppe Rapid Support Forces (RSF) skete forbrydelserne mod børn kun i nogle få regioner i landet.
Men siden har de spredt sig til større områder, siger Unicef, som også medtæller børn, der er blevet lemlæstet, og angreb på skoler og hospitaler.
- To år med vold og fordrivelse har ødelagt flere millioner børns liv i Sudan, siger Unicef-chef Catherine Russell i en pressemeddelelse.
I 2022 var der 150 bekræftede tilfælde med børn, der var blevet lemlæstet eller dræbt.
Det estimeres, at det tal er steget til 2776 tilfælde i løbet af 2023 og 2024.
Desuden er der i dag over 15 millioner børn, der har brug for humanitær bistand, lyder det fra FN-organisationen.
- Situationen i Sudan er den største humanitære krise i verden, men den får ikke verdens opmærksomhed. Vi må ikke lade børnene i Sudan i stikken, siger Catherine Russell.
Konflikten mellem hærchef Abdel Fattah al-Burhan og hans tidligere underordnede Mohamed Hamdan Daglo, som leder RSF, brød ud i april 2023.
Flere tusinde har mistet livet, og der er desuden hungersnød flere steder i landet.
Samtidig forventes det, at en eskalation af konflikten vil drive endnu flere på flugt, skriver Dansk Flygtningehjælp i en pressemeddelelse.
Organisationen estimerer, at yderligere over to millioner mennesker vil blive tvunget på flugt inden udgangen af næste år.
Flere nødhjælpsorganisationer melder, at de langtfra har ressourcer nok til at hjælpe de mange, der har brug for det i Sudan. Manglen på finansiering er desuden blevet værre, efter at USA har skåret markant i udviklingsbistanden.
/ritzau/AFP