FN-udsending: Syrien har brug for absolut alt efter jordskælv

9. FEB 2023 • 14:11UDLAND

De første lastbiler med nødhjælp kører ind i syrisk zone, der kontrolleres af modstandere af præsident Assad.

Syrien, der blev hårdt ramt af det voldsomme jordskælv i regionen tidligere på ugen, har brug for "mere af absolut alting".

Sådan lyder det torsdag fra FN's særlige udsending Geir Pedersen.

Kilder på grænsen mellem Tyrkiet og det nordvestlige Syrien oplyser kort før middag dansk tid, at for første gang siden jordskælvet mandag kører lastbiler ind i det nordvestlige Syrien med nødhjælp.

Jordskælvet ramte mandag morgen det sydlige Tyrkiet og det nordlige Syrien, Det blev målt til 7,8, og det er blevet fulgt af flere kraftige efterskælv.

Det nordvestlige Syrien er en region, der styres af oprørere og modstandere af den syriske præsident Bashar al-Assads syriske regime.

Torsdag blev antallet af døde i provinsen som følge af jordskælvet opjusteret fra 1730 til 1930 af det lokale civilforsvar.

Næsten 3000 er kvæstet, og mange hundrede bygninger er kollapset.

Det samlede dødstal i Syrien og Tyrkiet er torsdag eftermiddag opgjort til over 17.000.

FN siger, at grænseovergangen Bab al-Hawa, der fører ind til Assad-modstandernes område, er en "livline" for omkring fire millioner syrere, der er afhængige af humanitær hjælp.

En tyrkisk embedsmand sagde tidligere torsdag, at grænseovergangen Bab al-Hawa er åben, og at man overvejer at åbne yderligere et par overgange i løbet af de næste to dage, hvis sikkerheden er i orden.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU