FN-styrke: Ingen beviser for Hizbollah-oprustning i det sydlige Libanon
Israel har udført mange angreb i det sydlige Libanon begrundet i anklager om, at Hizbollah genopruster.
FN's fredsbevarende styrke i Libanon (Unifil) har ikke fundet beviser for, at militsen Hizbollah har genoprustet, siden en våbenhvile med Israel trådte i kraft.Det oplyser Kandice Ardiel, der er talsperson for FN-styrken, til nyhedsbureauet dpa fredag.
- Siden våbenhvileaftalen trådte i kraft sidste år, har vi syd for Litani-floden ikke set beviser for, at der kommer nye våben ind, at ny ikke-statslig militærinfrastruktur bliver bygget, eller at der sker militære bevægelser fra ikke-statslige aktører, siger Ardiel.
Som del af våbenhvileaftalen i november sidste år skulle Hizbollah trække sig nord for Litani-floden, der ligger omkring 30 kilometer fra den israelske grænse.
Israels soldater skulle til gengæld trække sig fra det sydlige Libanon, men den israelske hær har alligevel beholdt soldater ved flere lokationer i området.
Trods våbenhvilen har Israel udført gentagne angreb i det sydlige Libanon. Israel begrunder flere af angrebene i anklager om, at Hizbollah er i gang med at reorganisere sig og genopruste i den del af landet.
Over for dpa fortæller Ardiel, at Unifil kontrollerer området dagligt, og at styrken før våbenhvilen observerede aktiviteter fra Hizbollah og andre ikke-statslige aktører i området.
Efter våbenhvilen har FN-styrken ifølge Ardiel fundet omkring 400 våbenlagre og militærinstallationer i området, som er blevet overdraget til den libanesiske regeringshær.
Ifølge FN er mindst 127 civile blevet dræbt i Libanon, siden våbenhvilen trådte i kraft.
FN-missionen i Libanon blev indsat i 1978, efter at Israel var rykket ind i Libanon under et palæstinensisk oprør i den sydlige del af Libanon, og landet var sunket ned i en borgerkrig.
Unifil overvågede dengang den israelske tilbagetrækning.
I august vedtog et enigt FN's Sikkerhedsråd ved en afstemning, at Unifil bliver forlænget frem til udgangen af 2026. Men derefter er det slut.
Beslutningen om at afslutte FN-missionen kom efter pres fra USA, som er allieret med Israel.
/ritzau/
