FN: Over en million er fordrevet siden offensiv i Syriens start
Siden oprørsgrupper i Syrien indledte en offensiv mod Assad, er over en million drevet på flugt, melder FN.
1,1 millioner syrere er blevet fordrevet, siden oprørsgrupper indledte en offensiv mod præsident Bashar al-Assad 27. november.Det skriver FN's Humanitære Kontor (Ocha) i en udtalelse ifølge AFP.
Der er primært tale om kvinder og børn, lyder det videre.
I en udtalelse på sin hjemmeside melder Ocha om, at den seneste tids uroligheder har ført til, at bagerier i den syriske by Aleppo har måttet lukke på grund af mangel på mel og diesel.
Der er også begrænset med grøntsager, ligesom der fortsat er strømafbrydelser.
FN og deres partnere forsøger at operere i det omfang, sikkerhedssituationen tillader det.
Det er lykkedes for nogle af FN's samarbejdspartnere at genoptage deres arbejde i Damaskus, Tartus, Lattakia og Raqqa i et begrænset omfang, lyder det.
Ifølge FN-kontoret er humanitær adgang og levering af nødhjælp stadig udfordrende i dele af det nordøstlige Syrien.
Blandt andet er der stadig checkpoints og desuden rapporter om tyverier i flere byer.
Søndag meldte oprøret, som blev anført af den islamistiske gruppering HTS, at det havde væltet den mangeårige præsident Assad.
Assad-familien har siddet på magten i Syrien i over 50 år. Hafez al-Assad tog magten ved et militærkup. I 2000 blev han efterfulgt af sin søn - Bashar al-Assad.
Der har været krig i Syrien, siden Bashar al-Assad i 2011 slog ned på protester for demokrati.
Med dette fulgte kampe, som både har involveret udenlandske kræfter og jihadister. Knap en halv million mennesker har mistet livet.
Efter at oprørerne tog kontrollen med Syriens hovedstad, Damaskus, flygtede den mangeårige præsident ud af landet.
Det er senere kommet frem, at han er blevet tilbudt asyl i Rusland.
/ritzau/