FN: Mindst 15 børn dræbt under droneangreb i Sudan

19. FEB 2026 • 15:09UDLAND

Flere børn meldes dræbt i droneangreb i Sudan, mens FN-rapport peger i retning af folkedrab i byen al-Fashir.

Mindst 15 børn meldes at være blevet dræbt - og ti børn er meldt såret - under et droneangreb på en lejr for internt fordrevne i provinsen West Kordofan i Sudan.

Det skriver FN's børneorganisation, Unicef, i en pressemeddelelse.

- På tværs af Kordofan-regionen ser vi de samme foruroligende mønstre som i Darfur (en region i det vestlige Sudan, red.). Børn bliver dræbt, såret, fordrevet og afskåret fra ydelser, som de har brug for for at overleve, siger den administrerende direktør i Unicef, Catherine Russell, i pressemeddelelsen.

Det er uklart, hvem der står bag droneangrebet på lejren.

Siden april 2023 har den paramilitære gruppe Rapid Support Forces (RSF) og Sudans hær kæmpet mod hinanden i landet.

FN har beskrevet situationen i det nordøstafrikanske land som en af de værste humanitære kriser i det 21. århundrede.

Torsdag skriver FN's uafhængige internationale undersøgelsesmission for Sudan i en rapport, at der har været tegn "i retning af folkedrab" i al-Fashir, der er hovedby i den nordlige del af Darfur.

I rapporten peger undersøgelsesmissionen på, at den omfattende vold og massedrab, som blev begået af RSF i og omkring al-Fashir under deres overtagelse af byen i oktober, "er indikationer på en folkedrabskurs".

Volden blev begået særligt mod ikke-arabiske samfund, lyder det.

Derudover blev piger og kvinder fra 7 til 70 år - herunder gravide kvinder - ifølge rapporten udsat for voldtægter og anden kønsbaseret vold.

Konflikten i Sudan har kostet titusindvis af mennesker livet og fordrevet millioner.

Ifølge FN's flygtningeorganisation, UNHCR, forventes omkring 470.000 nye flygtninge fra Sudan at ankomme til nabolande i 2026.

Samtidig skriver organisationen i en udtalelse, at forskellen mellem flygtninges stigende behov og faldende ressourcer truer både nødhjælpsindsatser og mere permanente løsninger.

Flere flygtninge søger derfor ifølge UNHCR længere væk.

- Uden en klar vej til fred og med aftagende støtte mister flere og flere flygtninge håbet og træffer den vanskelige beslutning om at fortsætte deres rejse, skriver organisationen i udtalelsen og tilføjer:

- Sidste år næsten tredobledes antallet af sudanesiske flygtninge, der tog den farlige rejse til Europa.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT