FN: Middelhavet er blevet en kirkegård for børn
Næsten 1000 mennesker omkom på farlig migrationsrute over Middelhavet i sommer, viser ny opgørelse.
Antallet af migranter, som har mistet livet eller er meldt savnet på Middelhavet, var tre gange så højt i sommer som i samme periode sidste år, viser en ny opgørelse fra FN. Middelhavet er blevet "en kirkegård for børn", skriver Unicef ifølge AFP.Fra juni til august er mindst 990 mennesker døde eller savnet langs den farlige migrationsrute over Middelhavet mellem Nordafrika og Europa. I de samme måneder sidste år var tallet 334 ifølge Unicef.
Højkommissariatet for Flygtninge, Unhcr, oplyser ikke tal for døde og savnede børn.
Men det oplyser, at der var 11.600 mindreårige uden ledsager blandt dem, som forsøgte at komme til Europa på skrøbelige, livsfarlige fartøjer.
– Middelhavet er blevet en kirkegård for børn og deres fremtid, siger Unicef-koordinator Regina De Dominicis.
Hun siger, at det høje dødstal blandt børn er resultatet af politiske tiltag og et defekt migrationssystem.
Ifølge FN har 2500 migranter og flygtninge mistet livet eller er meldt savnet i Middelhavet hidtil i år – 50 procent flere end i samme periode sidste år.
Lederne af sydeuropæiske lande er fredag samlet på Malta med EU's Kommissionsformand, Ursula von der Leyen, for at drøfte migrationen.
Migrationen har på ny sat gang i en debat om, hvordan EU-lande deler ansvaret med at tage imod tusindvis af migranter.
Over 8500 migranter kom til den lille ø Lampedusa på blot tre dage tidligere i september, hvilket fik Italiens regering til at anmode EU om hjælp. Der er blandt andet iværksat en ny indsats mod menneskesmuglere i Tunesien.
Men spændinger tager til både i den italienske koalitionsregering og mellem Italien og andre EU-lande.
/ritzau/AFP