FN: Ebolaudbrud i DR Congo koster et menneske livet hver halve time
FN skruer op for indsatsen mod et hurtigt voksende udbrud af ebola, der dagligt koster menneskeliv i DR Congo.
Ebola-udbruddet i DR Congo koster i øjeblikket et menneskeliv hver halve time.Det siger FN's humanitære chef, Tom Fletcher, i en udtalelse fredag ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Udbruddet er det hurtigst voksende, vi nogensinde har registreret, siger Fletcher og tilføjer:
- Vi har brug for hurtighed, en indsats i større skala og solidaritet, før virusset får et endnu større forspring.
Mindst 2128 personer er døde under ebola-udbruddet i DR Congo, siden det blev erklæret i landet den 15. maj. Mere end 4500 personer er i samme periode blevet bekræftet smittet med sygdommen.
FN har tidligere advaret om, at udbruddet kan blive det dødeligste nogensinde.
I juli advarede både Verdenssundhedsorganisationen (WHO) og Den Afrikanske Unions myndighed for folkesundhed, Africa CDC, om, at det aktuelle udbrud af ebola spreder sig hurtigere end noget tidligere udbrud af den dødelige virus.
Det hidtil dødeligste udbrud fandt sted mellem 2018 og 2020, hvor knap 2300 mennesker døde ud af omkring 3500 registrerede smittetilfælde, skriver AFP.
- Ebola er ved at vinde i Den Demokratiske Republik Congo. Vi kan ikke lade virusset sprede sig hurtigere, end vores indsats kan følge med.
- Epidemien tager livet af et menneske hvert 30. minut, siger Fletcher ifølge AFP.
Ifølge FN-chefen har lande på nuværende tidspunkt doneret lige knap 300 millioner dollar - lige knap to milliarder kroner - til at bekæmpe udbruddet.
Efter et møde mellem en række FN-organisationer lyder det desuden fra Fletcher, at der er blevet afsat yderligere 30,5 millioner dollar til indsatsen fra en FN-fond.
Der er registreret tilfælde af ebola i seks provinser i DR Congo og i nabolandet Uganda.
Fletcher oplyser, at man har sendt yderligere 20 medarbejdere til de hårdest ramte områder, men at der er behov for flere.
- Vi er nødt til at fordoble antallet af de hold, der sørger for sikre og værdige begravelser, tredoble behandlingskapaciteten, forbedre smitteopsporingen og indsætte flere erfarne ledere, siger Fletcher.
En udfordring i forbindelse med det igangværende udbrud er, at det skyldes Bundibugyo-varianten, som der hverken findes en godkendt vaccine eller behandling imod.
RITZAU
