Flere personer meldes dræbt i eksplosion ved lufthavn i Kabul

1. JAN 2023 • 08:51UDLAND

En talsmand for Afghanistans Taliban-styrede regering siger, at flere er døde i en eksplosion i Kabul.

Flere personer er døde i en eksplosion foran militærlufthavnen i Afghanistans hovedstad, Kabul, søndag morgen.

Det siger landets Taliban-styrede indenrigsministerium.

- Denne morgen har en eksplosion fundet sted foran Kabuls militærlufthavn. Derfor er et antal af vores borgere blevet til martyrer og kommet til skade, siger talsmand Abdul Nafi Takor ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Han tilføjer, at man er i gang med at undersøge årsagen til eksplosionen.

Der er ifølge nyhedsbureauet dpa også sårede efter eksplosionen. Men der er ingen detaljer om, hvor mange døde eller sårede, der er tale om.

Militærlufthavnen ligger mellem den civile lufthavn og indenrigsministeriet i Kabul.

Flere lokale beboere melder om, at de hørte en høj eksplosion før klokken 8 lokal tid.

Den kom angiveligt fra et sted tæt på den militære del af den tungt befæstede lufthavn.

Ifølge de lokale beboere er området afspærret, og alle veje er blevet lukket.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU