Flere meldes døde og sårede efter angreb på teltlejr nær Rafah

21. JUN 2024 • 21:32UDLAND

Ifølge øjenvidner har granater fra israelske kampvogne fredag ramt en teltlejr vest for Rafah.

Mindst 18 palæstinensere har mistet livet i et angreb på en teltlejr vest for Rafah fredag. Yderligere 35 meldes sårede.

Det oplyser Palæstinensisk Røde Halvmåne i et opslag på X ifølge Reuters.

Ifølge sundhedsmyndigheder i Gaza - der er under Hamas' kontrol - har mindst 24 personer mistet livet i angrebet, mens 47 personer meldes sårede.

Øjenvidner fortæller ifølge dpa, at det er granater fra israelske kampvogne, der har ramt teltlejren.

- To kampvogne kom kørende op ad en bakketop med udsigt over Al-Mawasi, og de affyrede granater, der ramte teltene, hvor de fordrevne mennesker opholder sig, fortæller en af teltlejrens indbyggere i en besked til Reuters.

Teltlejren ligger i Al-Mawasi vest for Rafah og huser palæstinensiske flygtninge.

Det har ikke været muligt for nyhedsbureauerne af verificere oplysningerne.

Det israelske militær, IDF, er i gang med at undersøge rapporterne om angrebet i Al-Mawasi.

- En indledende undersøgelse viser, at der ikke er noget, der tyder på, at IDF har udført et angreb i det humanitære område i Al-Malawi, oplyser det israelske militær ifølge Reuters.

IDF tilføjer, at det har udført "præcise og efterretningsbaserede" aktioner i Rafah-området med soldater, der har været involveret i nærkamp og har arbejdet med at lokalisere tunneler, som ifølge IDF anvendes af Hamas.

Sidste uge angreb israelske soldater også et universitet, der skal være blevet brugt som hovedkvarter for Hamas, lyder det fra IDF.

I den centrale del af Al-Nuseirat hævder der israelske militær af have dræbt dusinvis militante palæstinensere den seneste uge.

IDF hævder også at have fundet våbendepoter med mortérgranater og militært udstyr, der angiveligt skal have tilhørt Hamas.

Ifølge sundhedsmyndighederne i Gaza har mindst 45 palæstinensere fredag mistet livet i forbindelse med israelske angreb.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT