Flere end 20 unge dør ved angreb på partimøde i DR Congo

29. MAR 2023 • 22:26UDLAND

Mænd i militæruniformer begyndte at skyde mod partimedlemmer, da de var samlet under et politisk møde.

Flere end 20 unge har mistet livet i forbindelse med et væbnet angreb i DR Congo i byen Lubumbashi i den sydøstlige del af landet.

Det oplyser partiet National Union of Congolese Federalists (UNAFEC), som ofrene alle var medlem af.

Ifølge partiet blev gruppen af medlemmer angrebet, da de var samlet på et partimøde. Nogle blev dræbt af skud. Andre druknede i en nærliggende flod, da de forsøgte at flygte fra stedet.

Angrebet fandt sted fredag i sidste uge, fortæller Jean Umba Lungange, der er præsident for UNAFEC.

Gerningsmændene var klædt i militæruniformer, fortæller han.

- Vi står i øjeblikket tilbage med 21 lig, siger Jean Umba Lungange og tilføjer, at flere personer fortsat er savnet.

En talsperson for militæret i den pågældende region i DR Congo oplyser til nyhedsbureauet AFP, at militæret ikke har kendskab til angrebet.

Da der mandag blev fundet fem lig i Naviundu-floden, meddelte borgmesteren i Lubumbashi, Martin Kazembe, at man ville indlede en efterforskning.

De seneste måneder har der været adskillige voldelige angreb i den østlige del af DR Congo. Flere end 700 mennesker har mistet livet siden december.

Militante har sat deres præg på denne del af det centralafrikanske land i årtier. Flere af de eksisterende militante grupper trækker tråde til væbnede konflikter i 1990'erne og 00'erne.

Så sent som onsdag har FN's børneorganisation, Unicef, advaret om, at konflikterne i det østlige DR Congo har alvorlige konsekvenser for regionens børn og unge.

Udover den åbenlyse utryghed, som de voldelige angreb medfører, påvirkes børnene og de unge ved, at deres skoler bliver lukket.

Mindst 2100 skoler har indstillet undervisningen i provinserne North Kivu og Ituri siden januar på grund af konflikterne.

Af dem er 1700 skoler lukket permanent.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

17. APR 2024 • 09:59UDLAND
Ørkenbyen Dubai drukner i regn

SENESTE RITZAU