Flere end 1000 er blevet dræbt eller såret af klyngebomber i 2025
Ifølge en rapport var størstedelen af de personer, som blev dræbt eller såret af klyngebomber i 2025, civile.
Klyngebomber har dræbt eller såret flere end 1000 mennesker i 2025 - de fleste af dem i Ukraine.Det fremgår af den årlige rapport fra overvågningsgruppen Cluster Munition Coalition (CMC), skriver Reuters.
I alt er mindst 1063 personer blevet enten dræbt eller såret af en klyngebombe i 2025.
Det er ifølge Reuters det tredjehøjeste antal siden 2010, hvor kortlægningen begyndte.
Ifølge rapporten var 87 procent af de dræbte eller sårede i 2025 civile. Samtidig var cirka to femtedele børn, lyder det.
En klyngebombe er en form for ammunition, som typisk nedkastes fra et fly eller via et missil.
Når ammunitionen bliver sprængt, bliver en masse mindre sprængladninger frigivet, som spreder sig over et større geografisk område.
Det højeste årlige antal dræbte og sårede i forbindelse med klyngebomber blev registreret i 2022, hvor Rusland lancerede en fuldskala invasion af Ukraine.
Her blev mindst 1172 dræbt eller såret af klyngebomber.
Ifølge rapporten brugte Iran, Myanmar, Rusland, Thailand og Ukraine klyngebomber i 2025.
Ingen af landene har underskrevet konventionen, som forbyder brug af klyngebomber.
RITZAU
