Fire små børn er såret i knivangreb i Frankrig

8. JUN 2023 • 12:21UDLAND

To af de fire børn, der er blevet stukket med kniv i Frankrig, er i livsfare. Børnene er i treårsalderen.

Fire børn og en voksen er såret i et knivangreb, der torsdag formiddag har ramt den franske alpeby Annecy.

To af børnene er i kritisk tilstand.

Det oplyser fransk politi ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Børnene er omkring tre år.

Der er torsdag formiddag forskellige meldinger om antallet af sårede. Tidligere havde politiet meddelt, at seks eller otte børn var såret, hvoraf tre var i livsfare. Siden nedjusterede politiet antallet af ofre.

Angrebet fandt sted omkring klokken 9.45 i en park nær Annecy-søen, hvor børnene legede. Det siger politikilder og en lokal embedsmand til det franske nyhedsbureau AFP.

Gerningsmanden er "anholdt takket være ordensmagtens meget hurtige indgriben", skriver Frankrigs indenrigsminister, Gérald Darmanin, på Twitter.

Fransk politi oplyser ifølge Reuters, at gerningsmanden er en flygtning fra Syrien. Manden har lovligt ophold i Frankrig.

Tidligere sagde unavngivne kilder til nyhedsbureauet AFP, at manden tilsyneladende ikke var kendt af politiet for tidligere forhold.

Den franske præsident, Emmanuel Macron, betegner angrebet som "fuldstændigt fejt".

- Nationen er i chok, skriver han på Twitter.

Premierminister Elisabeth Borne er på vej til stedet, oplyser hendes kontor.

I det franske parlament blev der torsdag formiddag holdt et minuts stilhed, da nyheden om knivangrebet kom.

- Vi håber, at konsekvenserne af dette ekstremt alvorlige angreb ikke er konsekvenser, der vil skabe sorg i landet, siger parlamentsformand Yael Braun-Pivet.

Annecy ligger i de franske alper omkring 100 kilometer øst for storbyen Lyon.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU