Fire er dræbt og ni såret i skoleskyderi i USA
Det vil tage tid at få svar på, hvad der skete, og hvorfor det skete, siger sherif. Mistænkt er anholdt.
Fire mennesker er dræbt og ni såret i et skoleskyderi i den amerikanske delstat Georgia onsdag.Det skriver forbundspolitiet FBI's afdeling i Georgia på det sociale medie X.
- Fire døde. Yderligere ni er bragt til forskellige hospitaler med kvæstelser. Den mistænkte er anholdt og i live, skriver FBI.
Tidligere havde unavngivne kilder i politiet oplyst til amerikanske medier, at fire var dræbt og omkring 30 såret. Det tal var ikke officielt bekræftet.
To af de dræbte var elever og to var lærere på skolen, oplyser lokale myndigheder i delstaten ifølge Reuters.
Den skole, der er ramt af skyderiet, er Apalachee High School i byen Winder.
Alarmcentralen fik et opkald om skyderiet klokken 10.23 lokal tid, oplyser politiet ifølge CNN. Det er klokken 16.23 dansk tid.
Ved middagstid lokal tid var situationen tilsyneladende under kontrol igen.
Den anholdte er en 14-årig dreng, der var elev på skolen. Det oplyser Chris Hosey, der er leder af forbundspolitiet FBI's afdeling i Georgia på et pressemøde.
Det er ikke umiddelbart oplyst, hvad motivet bag skyderiet var.
Sherif Jud Smith sagde tidligere onsdag på et pressemøde, at der endnu er mange ubesvarede spørgsmål.
- Vi beder jer udvise tålmodighed. Lad os få kendsgerningerne på plads, siger han.
- Det kommer til at tage flere dage for os at finde svar på, hvad der skete, og hvorfor det skete, siger han ifølge CNN.
Billeder i amerikanske medier viser et stort antal udrykningskøretøjer ved skolen.
En 17-årig elev på skolen, Sergio Caldera, fortæller til ABC News, at han befandt sig i skolens kemilokale, da der lød skud.
Hans lærer åbnede døren og fik at vide af en anden lærer på gangen, at der var en bevæbnet person, der skød.
Elever og lærere låste døren og krøb sammen i kemilokalet. Udenfor bankede det kraftigt på døren, og en person råbte, at de skulle åbne den, fortæller Caldera.
Da vedkommende holdt op med at banke på døren, kunne Caldera og de andre i lokalet høre lyden af skud og skrig, fortæller han.
På et senere tidspunkt lykkedes det alle at komme fra kemilokalet til skolens fodboldbane, siger han videre til ABC News.
Georgias guvernør, Brian Kemp, skriver på det sociale medie X, at han har givet ordre til, at alle delstatens tilgængelige ressourcer sættes ind.
Han "opfordrer alle borgere i Georgia til sammen med min familie at bede for sikkerheden for alle i vores klasselokaler".
Det Hvide Hus oplyser ifølge Reuters, at præsident Joe Biden er blevet briefet om skoleskyderiet i Georgia.
Forbundspolitiet FBI har sendt agenter til skolen for at hjælpe det lokale politi, siger en talskvinde ved FBI's kontor i Atlanta, der er hovedstad i Georgia.
Gennem de seneste par årtier har USA oplevet hundredvis af skoleskyderier.
Det dødeligste af dem fandt sted på skolen Virginia Tech i 2007, hvor over 30 mennesker blev dræbt.
De mange skyderier har udløst til tider følelsesladede debatter om USA's våbenlove og den bestemmelse i landets forfatning, der giver borgerne ret til at eje og bære våben.
/ritzau/Reuters