Fire amerikanere overfaldet med knivstik i kinesisk park

11. JUN 2024 • 12:48UDLAND

Fire undervisere fra Cornell College i USA blev under et besøg i Kinas Jilin-provins stukket med kniv.

Fire amerikanske statsborgere blev mandag såret i et knivangreb i en park i Jilin-provinsen i det nordøstlige Kina.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters tirsdag.

Desuden blev en kinesisk turist såret, da vedkommende forsøgte at gribe ind og hjælpe amerikanerne, oplyser det lokale politi.

Kinas udenrigsministerium oplyser, at der tilsyneladende var tale om et vilkårligt overfald.

De fire amerikanere arbejder som undervisere på Cornell College - et universitet i den amerikanske delstat Iowa. De er i Kina for at besøge partneruniversitetet Beihua i Jilin By.

Gruppen havde været på besøg ved et tempel i Beishan-parken, da de blev angrebet af en mand med en kniv.

Det lokale politi har anholdt en 55-årig mand, der formodes at være overfaldsmanden, oplyser politiet tirsdag.

Der er foreløbig ingen meldinger om motivet bag overfaldet.

Iowas guvernør, Kim Reynolds, skriver på X, at hun er i dialog med det amerikanske udenrigsministerium om det "grufulde" angreb.

En talsperson for Cornell College, Jen Visser, har sagt til mediet CNN, at udenrigsministeriet er bekendt med meldingerne om angrebet, og at det holder øje med situationen.

Kinas præsident, Xi Jinping, forpligtede sig i år til at invitere 50.000 unge amerikanere til Kina for at studere.

I udenrigsministeriets rejsevejledning for Kina er der dog en advarsel om mulig vilkårlig tilbageholdelse og udrejseforbud fra landet.

Ifølge amerikanske data er der i øjeblikket færre end 900 amerikanske udvekslingsstuderende i Kina, hvorimod der er mere end 290.000 kinesiske udvekslingsstuderende i USA.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT