Finsk politi finder langt slæbespor efter kabelbrud i Østersøen

29. DEC 2024 • 21:56UDLAND

Finsk politi forbinder en olietanker med et kabelbrud i Østersøen og har fundet et slæbespor på havbunden.

Finsk politi har konstateret et flere kilometer langt slæbespor på havbunden i Østersøen under efterforskning af brud på undersøiske kabler.

Det oplyser det i en pressemeddelelse.

I pressemeddelelsen citeres Sami Paila, som er efterforskningsleder, for at sige, at politiet har fundet et slæbespor på havbunden fra start eller slut gennem undersøiske undersøgelser.

Politiet i Finland er i gang med undersøgelser af tankskibet "Eagle S", som man mistænker for muligvis at have saboteret undervandskabler.

Undersøgelserne besværliggøres af dårligt vejr, lyder det i pressemeddelelsen.

Det er ikke uddybet i pressemeddelelsen, om finsk politi har fastlagt, at sporet kommer fra skibet, og hvor langt sporet er.

Men Sami Paila siger til det finske medie Yle, at politiet for nuværende har den opfattelse, at sporet stammer fra skibet.

Ifølge efterforskningslederen er sporet potentielt næsten 100 kilometer langt, og det stopper der, hvor "Eagle S" trak sit anker op.

Politiet fokuserer i øjeblikket på tekniske undersøgelser på fartøjet og på afhøringer af besætningsmedlemmerne på "Eagle S", lyder det.

Et elkabel og flere datakabler, der løber i Østersøen mellem Finland og Estland, blev 25. december beskadiget.

Finsk politi mistænker, at tankskibet "Eagle S", der sejlede fra Sankt Petersborg natten til 25. december, har forårsaget skaderne.

Finlands toldvæsen mener, at skibet er en del af Ruslands skyggeflåde, som omgår sanktioner ved ikke at sejle under russisk flag. Skibet er ifølge finske medie YLE lastet med 35.000 ton blyfri benzin.

I pressemeddelelsen lyder det, at finsk politi endnu ikke har fastslået, hvor et anker eventuelt er blevet kastet fra skibet.

Finsk politi understreger desuden, at myndighederne har arbejdet tæt sammen om sagen.

Fredag iværksatte Estlands militær en operation, som skulle beskytte et andet undersøisk kabel - Estlink 1.

I november skete der brud på to andre datakabler i Østersøen. Politiet i både Sverige og Finland mistænker, at bruddene skyldes sabotage.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT