Filippinsk ekspræsident i ICC's varetægt: Jeg vil tage ansvar
Rodrigo Duterte siger i video efter ankomst til Rotterdam, at han "vil være ansvarlig for alt det her".
Den filippinske ekspræsident Rodrigo Duterte siger, at han er klar til at påtage sig ansvar, efter at han er kommet i Den Internationale Straffedomstol ICC's varetægt.Det skriver nyhedsbureauet AFP.
ICC, som har hovedsæde i Haag i Holland, mener, at der er "rimelig grund" til sigte Duterte for forbrydelser mod menneskeheden, da han ifølge domstolen har været en "indirekte medgerningsmand".
Det skal være sket i forbindelse med Dutertes indsatser mod handel med stoffer. Menneskerettighedsgrupper har estimeret, at flere tusinde blev dræbt af politiet og af civile, som udøvede selvtægt.
Duterte sad som præsident mellem 2016 og 2022.
- Jeg er den, som ledede vores retshåndhævelse og militær. Jeg sagde, at jeg ville beskytte jer, og jeg vil være ansvarlig for alt det her, lyder det fra Duterte i en video delt på Facebook ifølge AFP.
- Jeg har fortalt til politiet og militæret, at det var mit arbejde, og jeg er ansvarlig, lyder det fra den 79-årige ekspræsident.
En talsperson for Duterte har bekræftet, at han er i rettens varetægt, efter at han ankom til Rotterdam i et privatfly.
Et køretøj - som det mentes, at Duterte sad som passager i - kørte tidligere ind til ICC's arrest i Haag. Her kørte det forbi en forsamling af støtter, som blandt andet råbte "bring ham tilbage" med henvisning til Duterte, ligesom de viftede med flag.
I arresten får hver fange deres egen celle, som blandt andet er udstyret med en computer, hvorfra de kan arbejde på deres sag, skriver AFP.
Der er også et udendørs motionsområde.
Her vil Duterte befinde sig indtil det første retsmøde, som sandsynligvis vil finde sted i løbet af de næste dage.
- Mine klienter er meget taknemmelige over for Gud, fordi deres bønner er blevet hørt, siger Gilbert Andres, som er advokat og repræsenterer ofre for den såkaldte narkokrig, uden for ICC's hovedsæde i Haag.
/ritzau/